Okore løfter sløret efter afklapsning: Det blev der sagt i omklædningsrummet


»Det var en lortekamp.«
Så kort og kontant lød den første melding fra Jores Okore efter det store nederlag til FC København.
Og det var bestemt ikke en rar følelse, han stod med efter kampen, som AaB kom ind til med to sejre i bagagen.
»Det er et wakeupcall, at alle kampe ikke er ens, og man ikke kan ride på en bølge. Man skal stadig ind og præstere og give den gas. Vi kommer ind og føler, vi havde troen på point eller sejr, men vi formår slet ikke at følge med og være oppe på tæerne. Det er ærgerligt,« siger Jores Okore til B.T. Sport.

Han fortalte også, at stemningen i omklædningsrummet selvsagt kunne have været langt bedre.
»Den var lidt trykt og nede. Alle ved, at vi skal kigge indad, og vi skulle have gjort mere for ikke at få sådan en snitter. Der var ikke meget at sige. Alle ved, at vi ikke gjorde det godt nok i dag,« siger Jores Okore, der alligevel løfter lidt af sløret for, hvad der blev drøftet efter kampen.
»Vi taler om, at vi skal være opmærksomme på, at vi har præsteret godt, og at i dag ikke var godt nok. Det skal vi lære af, og så skal vi op på hesten igen med en sejr i næste weekend og op at ride på den bølge, vi red på inden kampen her. Wieghorst (AaB's træner, red.) sagde også, at det ikke var godt nok. Vi fik en lille skideballe, men han sagde også, at vi skal kigge fremad og ikke lade os slå ud af kurs. Så sagde han, at vi skulle være stærkere mentalt i kampen og ikke dø ud efter de første par mål, som vi lader dem score. For det gjorde vi, og det synes han selvfølgelig ikke var godt nok,« siger Jores Okore, der kunne se Dame N'Doye lave hattrick på omkring 20 minutter i første halvleg.

Det første mål faldt efter seks minutter, og det gjorde livet surt for AaB.
»Vi blev i hvert fald rystet alt for hurtigt, når de scorede to-tre mål på et kvarter. Så lignede vi et hold, der ikke gad at være der, og som var kede af det. Det var måske det mentale, der ikke var helt godt nok,« siger Jores Okore, hvis træner delvist giver ham ret.
For ifølge Morten Wieghorst stressede AaB for meget med bolden. Hvorvidt de lod sig ryste alt for let, ville han gerne vente med at vurdere.
»Jeg skal passe på med at sige det lige nu og her. Jeg skal lige se situationerne, for nogle gange er det ikke det bedste at stå ude ved bænken, for vinklerne snyder lidt. Lige umiddelbart synes jeg, vi virker meget rystede og lader os stresse meget let. Det vil jeg selvfølgelig gerne lige se igen,« siger Morten Wieghorst.
Han sendte dog også ros af sted til FCK, som han mente spillede en rigtig god kamp.
»Det er længe siden, FCK har spillet sådan. Det var det, de havde håbet på inden kampen. Når det er sådan, spiller de altså hurtigt. Vi kommer til at løbe efter bolden og kommer ikke rigtig tæt på. Det er en af de ting, jeg vil kigge på. Om det var rigtigt at stille med samme formation som mod FC Midtjylland. Det er nogle af de knapper, jeg kan trykke på. Vi kommer til at løbe meget efter den, og når vi så får fat i den, er det stress og panik, og så smider vi den, og det er en ond cirkel,« siger Morten Wieghorst.