F.C. København satte søndag aften AaB på plads i Telia Parken, hvor nordjyderne særligt i første halvleg slet ikke kunne følge med.

  1. Dame N'Doye og Viktor Fischer kan meget vel være kombinationen, Ståle Solbakken skal satse på i front. AaB-forsvaret havde i den grad deres hyr med senegaleseren, der lavede hattrick på 16 minutter i første halvleg. To af målene var på oplæg af netop Viktor Fischer, der virkelig formåede at servicere sin angrebsmakker på bedste vis - og scorede selv til sidst. Fortsætter de to det gode samarbejde fra søndag aften, kan det blive et giftigt våben for FCK.

  2. Man skulle tro, det var udeholdet, der havde europæiske tømmermænd fra en midtuge-kamp. Særligt AaBs defensiv må give en smule panderynker hos Morten Wieghorst, for markeringerne sad langt fra i skabet ved flere af FC Københavns mål. Der skal i hvert fald strammes op - og hurtigt, for heller ikke midtbanen leverede en prangende indsats, så aalborgenserne skal på med arbejdshandskerne. De virkede alt for lette at ryste.

  3. Får nyindkøbe Papagiannopoulos kamp til stregen om en plads i Solbakkens start-ellever med Bjellands præstation i dag? Hvis landsholdsspilleren, der leverede en meget solid indsats, fortsætter må svaret være 'ja'. Bjelland leverede den stabilitet i bagkæden, som Ståle Solbakken unægteligt har savnet det sidste lange stykke tid, og sammen med Denis Vavro fik han lukket godt ned med sin velkendte ro.