DR Sporten skriver, at kun 3,6 procent af alle elitetrænere i Danmark i de fem største tilskuersportsgrene er kvinder.

3,6 procent!

Hvis nogen påstår, at der er få kvindelige trænere i Danmark i de bedste danske rækker, har de i den grad noget at have deres påstand i.

DR Sporten har lavet en opgørelse over kønnet på trænerne i de fem største tilskuermagneter - fodbold, håndbold, badminton, ishockey og basket.

Konklusionen lyder som følger: 3,6 procent er kvinder.

Den opmærksomme læser bemærker, at der så må være 96,4 procent mænd, og denne fordeling skuffer direktøren i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Morten Mølholm.

»Det er et katastrofalt lavt tal, og det er ikke tilfredsstillende. Vi ved godt, der er problemer på området, men tallet er katastrofalt lav og ser ikke godt ud,« siger Mølholm til DR Sporten.

LÆS MERE: Brian Holm revser Sky-boss: ‘En skaldet udgave af Benny Hill’

Ligestillingen på trænerområdet er til at overse. Til en sammenligning er 13 procent af alle direktører i Danmark kvinder, skriver mediet.

Selvom Morten Mølholm finder tallene utilfredsstillende, vil han ikke lave regler på området for at tvinge ligestillingen ned i halsen på klubbosserne i dronningeriget.

»Man kan ikke diktere noget og sige, at forbundene skal ansætte de og de trænere. Det er et område, hvor man må arbejde på at ændre kulturen,« siger Morten Mølholm.