Superligaklubben OB sælger offensivspilleren Yankuba Minteh til Newcastle i Premier League i den største handel i OB's historie. 

Som B.T. tidligere har kunnet berette, så skifter OBs stortalent Yankuba Minteh til en af verdens rigeste fodboldklubber, Premier League-klubben Newcastle.

»Vi sælger nu en spiller, som meget få kendte, da sæsonen startede, til en af ​​de mest formstærke klubber i verden, hvilket siger meget om det arbejde, der er blevet gjort både på og uden for banen, så dette har kunnet lade sig gøre,« siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB til klubben hjemmeside.

Ifølge B.T.s oplysninger ligger købsprisen på cirka 50 millioner kroner.

Handlen med Minteh har været noget tid undervejs, men han skulle først bestå lægetjekket inden han kunne kalde sig Newcastle-spiller. Men nu bliver Premier League-eventyret endelig til noget.

»Jeg er så glad for at få den her mulighed. Alle spillere drømmer om at spille i så stor en liga. Det kommer oven på et fantastisk år for mig, hvor jeg startede med at spille U19-Liga og hurtigt kom op og fik min debut på førsteholdet,« siger Yankuba Minteh til OBs hjemmeside.

Der går dog noget tid, før Minteh kan trække Newcastles sort-hvid-stribede trøje ned over hovedet. Han bliver nemlig udlejet til hollandske Feyenoord i den kommende sæson.

I sin tid i OB har han spillet 17 superligakampe og scoret fire mål. Og så har han vist sig som en af ligaens hurtigste spillere med en topfart på 36,3 km/t.