NBA-superstjernen Karl-Anthony Towns har mistet sin mor - Jacqueline Cruz - til coronavirussen.
Det fortæller familien i en udtalelse, som Towns' hold, Minnesota Timberwolves, har offentliggjort mandag aften.
»Towns-familien er knust over Jaqueline Towns alt for tidlige bortgang - som resultat af COVID-19.«
»Jackie, som hun kærligt var kendt som blandt familie og venner, havde kæmpet mod virussen i mere end en måned, inden har opgav den 13. april,« står der blandt andet i meddelelsen.
For flere uger begyndte begge NBA-spillerens forældre at få det dårligt, og det fik den 24-årige basketballstjerne til at beordre dem en tur på hospitalet.
Her blev begge forældre indlagt efter at være testet positive for coronavirussen, der siden har fået tag i alle lande verden over.
I første omgang blev Karl-Anthony Towns' far udskrevet og sendt hjem i karantæne, men i mellemtiden blev morens, Jacqueline Cruz, tilstand forværret, og den 24-årige NBA-stjerne kunne blot se til, mens hans mor lå og kæmpede en hård kamp for overlevelse.
Og pludselig gik det stærkt. Morens lunger blev ekstremt svage, og derfor valgte lægerne at lægge hende i medicinsk koma.
Under morens sygdomsforløb lagde Karl-Anthony Towns en video op på sin Instagram-profil, hvor han ærligt fortalte om den kritiske situation.
»Hun fik det værre og værre, og feberen steg i løbet af natten, selv om lægerne troede, hun var i bedring,« fortæller han i videoen.
To meter og 13 centimeter høje Karl-Anthony Towns er én af NBA's største profiler - og han blev i sin første sæson enstemmigt kåret til ligaens 'Rookie of the Year'.
Familien har bedt om ro til at bearbejde sorgen over tabet af Jacqueline Cruz.


