NBA-stjernen Stephen Curry skal måske holde lidt igen med at bruge penge det næste stykke tid.

For Golden State Warriors-spillerens kone, Ayesha, er nemlig blevet sagsøgt af et amerikansk brandingfirma for hele 64 millioner danske kroner.

Det skriver det amerikanske medie New York Post.

Ifølge Flutie Entertainment, som er det firma, der har sagsøgt Ayesha Curry, skulle den 31-årige basket-kone have brudt sine kontraktlige forpligtelser før tid.

Ayesha Curry sammen med sin mand, NBA-spilleren Stephen Curry, under fejringen af NBA-mesterskabet i 2017.
Ayesha Curry sammen med sin mand, NBA-spilleren Stephen Curry, under fejringen af NBA-mesterskabet i 2017. Kyle Terada

I et forsøg på at opbygge sig selv som et globalt brand underskrev hun aftalen med firmaet, der har base i Florida, i november 2014, men ejeren af Flutie Entertainment, Robert A. Flutie, mener ikke, at firmaet har fået nok værdi for sine penge.

I det officielle sagsanlæg påstår ejeren, at firmaet endnu ikke har fået sin andel af Ayesha Currys indtægter, som de ellers skulle have haft ifølge kontrakten.

Det drejer sig blandt andet om værtsjobbet på ABC's 'Great American Baking Show', som Flutie Entertainment skulle have forhandlet på plads for basketkonen.

Firmaet skulle efter sigende have haft cirka halvdelen af det honorar, Ayesha Curry blev tildelt i forbindelse med sine værtsroller.

32-årige Stephen Curry.
32-årige Stephen Curry. Stan Szeto

Curry-familiens advokat er dog ikke nervøs for sagens afgørelse, da han mener, Flutie Entertainments påstande ikke holder.

»Ayesha Curry afsluttede sit forretningsforhold med den utilfredse manager Robert Flutie i begyndelsen af ​​2019, og vi er overbeviste om, at den juridiske proces finder beskyldningerne helt ubegrundede,« lyder det fra advokat Michael Plonsker.

NBA-fans er vant til at se Ayesha Curry på sidelinjen, når hendes mand spiller kampe i den bedste amerikanske basketballrække, men sådan er det ikke lige i øjeblikket.

Ligesom så meget andet sport er NBA suspenderet på ubestemt tid på grund af frygten for coronavirus.