Den sydafrikanske skandalestjerne Oscar Pistorius kan – muligvis – begynde at dufte friheden igen.

Atletikprofilen, der for 10 år siden blev verdenskendt som 'Blade Runner' – atleten, der manglede begge ben, men alligevel kunne konkurrere ved OL – afsoner for tiden en fængselsdom på 13,5 år for mordet på kæresten Reeva Steenkamp i 2013.

Nu er en prøveløsladelsesproces dog blevet sat i gang. Det skriver BBC.

Men først skal han deltage i det, der kaldes 'restorative justice' – på dansk 'genoprettende retfærdighed'.

Alon Skuy

Det indebærer, at 34-årige Oscar Pistorius sandsynligvis skal mødes med Reeva Steenkamps forældre i den nærmeste fremtid – som et led i prøveløsladelsesprocessen, som kan startes, nu hvor han har afsonet halvdelen af sin straf.

Der skal ifølge sydafrikansk lov være 'en mulighed for parterne til at forsones eller sige undskyld', lyder det om 'den genoprettende retfærdighed'. Og familien Steenkamps advokat, Tania Koen, siger til sydafrikanske SABC, at Reeva Steenkamps forældre er klar til at deltage i en offer-gerningsmand-dialog.

»June (Reevas mor, red.) har altid sagt, at hun har tilgivet Oscar – hvilket dog ikke betyder, at han ikke skal betale prisen, for hvad han har gjort. Barry (Reevas far, red.) kæmper lidt mere med den del, men det er noget, han må beslutte på det rigtige tidspunkt.«

»Såret er – selv om der er gået så meget tid – stadig meget friskt,« siger advokaten.

SIPHIWE SIBEKO

Reeva Steenkamp blev 14. februar 2013 dræbt af fire skud i hovedet. Mens Oscar Pistorius hele tiden har hævdet, der var tale om et uheld, var anklageren af den overbevisning, at han skød sin kæreste helt bevidst. Pistorius siger, at han forvekslede Reeva med en indbrudstyv – og derfor sendte han en byge af dræbende skud igennem badeværelsesdøren.

I september 2014 erklærede sagens dommer, Thokozile Masipa, at Oscar Pistorius ikke var skyldig i overlagt mord, og hans straf lød i første omgang på fem år. Det blev siden forhøjet til seks år, og i 2015 kom sagen for højesteretten, der gik imod den første dom.

Her blev Oscar Pistorius erklæret skyldig i mord, og i 2017 fik han fordoblet sin straf, som blev øget til 13 år og fem måneder bag tremmer.

Men han kan altså snart være tilbage i friheden.