Rugbylegenden Frank Pritchard kæmper lige nu for sit liv på hospitalet.

Den 38-årige tidligere sportsudøver har været smittet med corona, og han er ramt af komplikationer fra den frygtede virus.

Det skriver flere internationale medier – blandt andet News.

Frank Pritchard er indlagt på Liverpool Hospital, hvor han er tilkoblet en respirator. Det skyldes, at han har problemer med vejrtrækningen.

Den triste nyhed er blevet bekræftet af Bulldogs General Manager of Football Phil Gould på Twitter.

'Vores hjerter og bønner er med den tidligere Bulldogs-spiller Frank Pritchard, som er på hospitalet, hvor han kæmper mod covid-19.'

'Vi sender alle vores bedste tanker for, at han hurtigt er ovenpå igen. Vores kærlighed går til Franks familie og venner.'

Ifølge News har den covid-19-ramte legende spillet over 100 rugbykampe for flere forskellige klubber i løbet af karrieren – eksempelvis for Bulldogs i Australien.

Derudover har Frank Pritchard spillet landskampe for både New Zealand og Samoa. 30 kampe for førstnævnte og 8 kampe for sidstnævnte.

Det internationale medie skriver ingenting om, hvor lange udsigterne er til, at rubylegenden kan forlade hospitalet.