Før hun mødte sin landsholdsspiller-kæreste, vidste hun INTET om fodbold.

Nærmest ikke engang, at FC København, hvor Jonas Wind spiller til daglig, er en fodboldklub.

Det er derfor en helt ny verden, som 20-årige Laila Hasanovic fra Svendborg er kommet ind i. En verden, hvor fodbold har absolut førsteprioritet.

»I starten var det hårdt og svært at forstå, at fodbolden er det vigtigste. At vi ikke havde så meget tid sammen. Men heldigvis har jeg også mit eget og sidder ikke bare og venter derhjemme,« fortæller Laila Hasanovic.

Foto: Instagram (Laila Hasanovic)
Vis mere

Og fordommene, som fodboldkærester typisk møder, er Laila Hasanovic da heller ikke sluppet for.

»Jeg oplever, at folk, jeg ikke kender, siger: 'Du er Jonas Winds kæreste', og så kommer der kommentarer om, at jeg har det nemt,« fortæller Laila Hasanovic og afkræfter de forestillinger, folk måtte have om hende.

Til daglig arbejder hun som sekretær. Og netop det faktum, at både Laila Hasanovic og Jonas Wind har travlt med hver sit, er hun særligt glad for lige nu, hvor landsholdet er i sin egen 'coronaboble':

»Det er lang tid, de er afsted. Men vi har meget kontakt, skriver sammen hver dag og facetimer cirka hver anden. Det er en lidt ambivalent følelse, at man ikke ved, hvornår man ses igen. Vi savner jo hinanden, men samtidig håber jeg jo, at de går hele vejen til EM,« fortæller hun.

Foto: Instagram (Laila Hasanovic)
Vis mere

Med tiden har Laila Hasanovic vænnet sig til den begrænsede tid sammen og lært at sætte pris på den kvalitetstid, de har sammen. Og måske det er en af grundstenene til, at parret snart kan fejre toårsdag.

De 'mødte' hinanden på Instagram. Laila begynder at følge Jonas, og kort tid efter fulgte han tilbage. Og da FC København vandt mesterskabet i 2019, hilste de for første gang på hinanden til en guldfest.

»Vi snakkede godt sammen og hyggede os den aften. Og så inviterer Jonas mig på date,« fortæller Laila Hasanovic.

Parret har netop købt en lejlighed sammen på Vesterbro i København. Og selvom Laila Hasanovic elsker, hvor de er lige nu, er hun klar på at smide, hvad hun har i hænderne for at rejse med Jonas – hvis der skulle komme et tilbud fra en udenlandsk fodboldklub.

»Selvfølgelig vil jeg gerne være der for ham og rejse med rundt. Jeg ser det som en udfordring, som jeg er frisk på. Måske det fungerer, måske ikke. Men jeg er villig til at give det en chance,« siger Laila Hasanovic, der faktisk ikke går så meget op i, hvor teltpælene skulle flyttes til, men indrømmer, at det da kunne være lækkert med et varmt sted.

»Det vigtigste er dog, at Jonas får spilletid og udvikler sig.«