Du milde skaber! Mægtige Johan Cruijff Arena blev forvandlet til en rød-hvid katedral, da Danmark med Kasper GOAL-berg i spidsen sejrede over Wales i ottendedelsfinalen ved EM.

På 29-årsdagen for den største triumf i dansk fodbold viste de danske EM-helte effektivitet, skarphed og smukt spil på Dolbergs og Christian Eriksens gamle hjemmebane i Amsterdam med en knusende overlegen 4-0-sejr over Gareth Bale og co.

Det var en fuldt fortjent sejr, som nu betyder, at enten Holland eller Tjekkiet venter i kvartfinalen i Baku om en uge. Hvad skal det ikke ende med?

Her er B.T.s dom over de danske spillere, som var i aktion i 1/8-finalebraget mod Wales.


Så fik vi den: Slutrundens første clean sheet for Schmeichel, som havde en stille aften på kontoret, i hvert fald hvad angik store redninger. Wales kom ikke frem til meget. Men den danske keeper var alligevel en aktiv medspiller i kampen som altid.


Fuldstændig fokuseret og flot fightende. Kaptajn Kjær dirigerede, da det sejlede for Danmark i første halvleg og tacklede igennem og var rolig på bolden i de 75 minutter, han kunne klare på banen. Den suveræne AC Milan-stopper kan blive guld værd for Danmark. Så pas på ham i den næste uge, Hjulmand!


Nøj, hvor det egentlig klæder Champions League-vinderen – og Danmark ikke mindst – når den danske nummer 6 skyder op fra midterforsvaret og får lov at dirigere det danske spil fra 6'er-positionen. Var også med til at neutralisere Wales' store angriber.


Forsvarskæmpen har spillet sig op i løbet af EM, siden han fik chancen fra start mod Belgien. Væk var usikkerhedsmomenterne i hans spil med bolden, som vi så mod Rusland. Fik styr på verdensstjernen Bale, som kampen skred frem.


Han var overraskelsen i startopstillingen i stedet for en sygdomsramte Daniel Wass og fik sin landskamp nummer 40. Nu på den plads, han er bedst på. Indlæggene sad, som de skulle, og den loyale soldat holdt sig som altid til planen. Det er solidt, hvad du får med talismanen med blot to nederlag på sit cv.


Fik en hård start på kampen med et stød i ryggen, men han rejste sig og fik igen overskud til både at dirigere medspillere og tilskuere i Amsterdam. Hele tiden havde han hånden oppe som klassens flittige dreng, der ikke tager chancer, men gør, som læreren befaler. Vild energi i 90 minutter.


Der var enkelte fejl som en aflevering, der uprovokeret røg ud af banen, men samtidig var der også ofringer i en klasse for sig, da Danmark havde store problemer i begyndelsen af kampen. Delaney gav sig fuldt ud med en ishockeytackling, som kunne have kostet tænder, men heldigvis blot afværgede en stor chance til Wales.


Hans afleveringer går i samme lige retning som de lange testpinde i Amsterdam, og så sidder de tilmed heldigvis lige så præcise i skabet. Samtidig har han frækhed og tilladelse til at drible, og når han ikke gør det som det mest naturlige i verden, spiller han da bare Kasper Schmeichels hårde afleveringer videre med skulderen. Kronede en ny kongekamp med en suveræn scoring. Are you not entertained, Europe?


Smid ham ind med bind for øjnene et tilfældigt sted midt i Amsterdam, og han finder ud, uden at falde ned i alle kanalerne. Aaron Ramsey? Kom, vi går denne vej, nej, den anden vej. Hej, hej! 20 år, seks landskampe og nu med EM-mål og flot EM-assist til Dolberg – Mikkel Damsgaard, mine damer og herrer.


Manden kunne jo løbe til Holland og være ankommet på samme tid som det fly, holdkammeraterne tog fredag. Han skulle lige bruge første halvleg, hvor han mest var god med en mand i ryggen, til at få gang i systemet, men så fik han også Joe Rodon til at ligne en skildpadde ved 2-0-målet. Og så fik vi også første EM-kasse fra Barca-angriberen.


Doller op, Doller ned, Doller scorer kasser! Den blonde jyde viste, hvorfor han engang har været blandt Europas største angrebstalenter. Som en anden Van Basten sparkede han begge kasser ind i sin første chance fra start ved EM. Og knastørt jublede han efterfølgende på sin gamle hjemmebane uden antydningen af et smil – som altid. Kold klasse.

---
Indskiftere:


Skiftet ind efter 60 minutter i stedet for Mikkel Damsgaard. Indgik i samspillet med holdkammeraterne, som om han havde spillet fra begyndelsen af kampen og stille og roligt fik flow i sine fødder. Tacklinger var der også saft i!


Afløste en træt Damsgaard og udfyldte sin rolle fint på den centrale midtbane. Er ikke så spektakulær som sin tidligere holdkammerat i FCN, men var tæt på at score på en lumsk afslutning. Eller var det et indlæg?


Skiftet ind efter 70 minutter i stedet for Dolberg. Boilesen siger, at Cornelius er stor som et skur, men han kan åbenbart også drible som Lionel Messi. Igen en god indskiftning af den tidligere FCK-angriber, der var ustyrlig i de 20 minutter, han fik på banen.


Skiftet ind efter 77 minutter i stedet for Jens Stryger Larsen. Så fik Boilesen også minutter ved EM. Gik ind og holdt stand med størst fokus på det defensive. Føringen skulle holdes, og det blev den.


Fik sine første EM-minutter, da han gled ind i forsvaret i stedet for Kjær. Det er man faktisk helt tryg ved, og den eftertragtede Premier League-stopper virkede slet ikke rusten.


Landstræneren var tvunget til to udskiftninger af nøglespillere på grund af skader. Med Dolberg som Yussuf-afløser ramte han plet. Og Stryger gjorde sin pligt som altid. Efter vigtige og nødvendige justeringer fik Danmark fat i første halvleg efter en tam start. Og derfra var det kløgtig cruise control med spilletid til de livsvigtige 'marginalspillere'. Seks stjerner gemmer vi til finalen!