For 10 år siden faldt Elin Nordegrens liv fra hinanden.
Nu ser det ud til, at hun igen har fundet lykken.
Flere amerikanske medier har på de seneste berettet, at Tiger Woods' tidligere hustru er gravid, og nu står hendes mor så frem og bekræfter det.
»Hun er er superlykkelig, og jeg får mit niende barnebarn. Yes, er det ikke vidunderligt,« siger Elin Nordegrens mor, Barbro Holmberg, til Svensk Damtidning:

»Jeg tror, at barnet kommer i slutningen af oktober, men jeg er ikke helt sikker.«
Svenske Elin Nordegren kommer dermed til at føde sit tredje barn cirka 10 år efter, at skeletterne væltede ud af (ægte)skabet med Tiger Woods.
Først piblede historier frem om hans utroskab, siden stod kvinder frem på stribe og fortalte om de affærer, de havde haft med golfsportens superstjerne.
En november-nat kørte Tiger Woods galt indkørslen til parrets hjem, og flere medier beskrev efterfølgende, hvordan Elin Nordegren havde jagtet ham med en golfkølle, da hun fik kendskab til utroskabshistorierne.
Og så blev de skilt.
Siden har 39-årige Elin Nordegren levet et tilbagetrukket liv i Florida med de to børn, hun fik sammen med Tiger Woods, inden skandalerne rullede. I dag er hun kæreste med den tidligere NFL-spiller Jordan Cameron, der er far til det kommende barn. Han har selv et barn fra et tidligere forhold.
Flere medier har beskrevet, hvordan Elin Nordegren har fået omkring 100 millioner dollars i forbindelse med skilsmissen fra Tiger Woods. De har i dag igen et godt forhold til hinanden.
»Jeg burde have været mere åben og ærlig over for min eks-hustru. Det forhold, jeg har til hende nu, er fantastisk. Hun er en af mine bedste venner. Vi kan ringe til hinanden når som helst, og vi taler sammen hele tiden. Vi ved begge, at det vigtigste i vores liv er vores børn. Jeg ønsker bare, at jeg havde vidst det tidligere,« har Tiger Woods sagt i et interview.
Hans karriere er efter skilsmissen aldrig kommet nærheden af den enorme succes, han havde inden. Men for nylig vandt han sin første Major-turnering i 11 år. Se højdepunkter fra det øverst i artiklen


