Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. For til World Cup i Herning gjorde dressurstjernen Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy det igen.

I den sværeste klasse af dem alle Grand Prix Freestyle, hvor der rides til musik, sejrede den bomstærke ekvipage.

Med 87.115 procent tog de sejren, og Cathrine Dufour kunne efterfølgende knap gennemføre sit interview.

»Jeg tænker bare på Cassy, han gjorde det bare igen. Han satte ikke en hov forkert,« sagde Dufour til FEI TV, alt imens tårerne løb.

Cathrine Dufour vandt lørdag EM-sølv i den sværeste klasse af alle, Grand Prix Freestyle.
Cathrine Dufour vandt lørdag EM-sølv i den sværeste klasse af alle, Grand Prix Freestyle. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

I en sådan grad at hun lige måtte trække vejret et par gange ekstra.

»Alt det svære i programmet fungerede bare, og jeg var super stolt. Publikum elsker mig og Cassy, og jeg er bare så stolt,« sagde en tydeligt rørt Dufour.

Der var ellers maksimalt pres på den danske stjerne, for inden hun red på banen, red OL-holdkammeraten Carina Cassøe Krüth sig suverænt i spidsen med en svimlende score på godt over 86 procent.

Men Dufour red på banen som sikkerheden selv og leverede et program, der var fejlfrit. Til store klapsalver fra tribunerne.

Den 29-årige dressurprofil var tydeligt rørt over både præstation og publikum, og tårerne løb endnu engang ned ad kinderne i en sådan grad, at hun lige måtte tørre dem væk med ridehandskerne, da hun skulle ind til præmieoverrækelse og kæmpe hyldest fra hjemmepublikummet.

Mens nationalmelodien spillede, sad hun storsmilende på Cassidy, mens både hendes forlovede Rasmine Laudrup, hendes svigerforældre Brian og Mette Laudrup samt hendes mor og selvfølgelig også landstræner prinsesse Nathalie så med fra sidelinjen.

Udover at vinde blomster og en hestetrailer, vinder Cathrine Dufour også 13.750 Euro.

Det er Dufours anden sejr af to mulige på Cassidy til World Cup I Herning. De vandt også fredagens Grand Prix.

Om det bliver sidste gang, hun har redet stævne på den 18-årige vallak, vil tiden vise. Dufour har ikke lagt skjul på, at han 'har gjort, hvad han skulle' på banerne verden over, og at de nu kun rider stævner for, at den snart 19-årige vallak også kan føle sig vigtig.