Paige Spiranac er røget ind i noget af et stormvejr på de sociale medier. Og vindstyrken ser ikke ud til at aftage lige foreløbig.
Det skyldes et opslag på Twitter, hvor den 27-årige amerikaner langede ud efter golfspillere, der ikke har særligt travlt på en golfbane.
'Folk, der spiller langsomt, burde smides væk fra golfbanen,' skrev hun tidligere på ugen. Du kan se opslaget længere nede i artiklen.
Vredesudbruddet har efterfølgende fået flere golfentusiaster op i det røde felt og til tasterne. Det kan du se eksempler på herunder:
'Det er en åndssvag kommentar.'
'Meningen med golf er jo at nyde tiden på banen med sin familie og venner. Specielt, når der ikke er millioner på spil.'
'Dårlig stil. Hvis folk gerne vil bruge en masse tid på at spille, så skal de da have lov til det.'
'Slap af, Paige. Det der er ikke i orden.'
Flere af Paige Spiranacs 345.000 følgere på Twitter mener da også, at det langsomme golfspil nok skyldes nybegyndere, men den påstand giver hovedpersonen ikke meget for.
'At være nybegynder behøver ikke at betyde, du er langsom. At være god betyder heller ikke altid, at du er hurtig. Enhver kan være langsom. Ingen golfrunde skal tage mere end fem timer at færdiggøre,' skriver hun i en kommentar til opslaget.
Og på trods af flere dage med skarp kritik af den kvindelige golfspiller på de sociale medier, står hun stadig fast ved sin holdning.
Hun kan faktisk ikke komme i tanke om noget mere irriterende end langsomt spil på golfbanen:
'Der er ikke noget værre end at spille mod langsomme golfspillere. Det burdes straffes hårdt i turneringer.'
De mange kritiske kommentarer fra Twitter-brugere lader desuden til at prelle af på Paige Spiranac. I stedet har hun skrevet et spydigt modsvar:
'Det er mærkeligt, hvordan nogle mænd taler om golf på Twitter, når man tænker på, at deres far stadig betaler for deres kontingent.'
Paige Spiranac er de seneste år blevet kendt for andet end sit golfspil.
Golfstjernens datingliv har nemig været et stort samtaleemne, efter hun har afsløret detaljer om det i sin egen podcast 'Playing-A-Round'.
I den forbindelse har hun også tidligere fortalt, hvordan mænd skal anstrenge sig lidt mere ud over det sædvanlige, hvis de skal i kontakt med hende.