En punkteret lunge, et brækket kraveben og en tid i kunstig koma.

Den 27-årige OL-guldvinder Daniel-André Tande var torsdag involveret i et yderst grimt styrt, da skihopperen under en træning mistede kontrollen. Nordmanden havde sat af med over 100 kilometer i timen, og ramte jorden efter 78 meter. Med det samme var det tydeligt, at det var alvorligt.

Han blev efterfølgende lagt i kunstig koma på et hospital i slovenske Ljubljana, men nu er der godt nyt. Det forfærdelige styrt kan ses i bunden af artiklen – vi advarer mod voldsomme billeder.

Det meddeler sportschefen for det norske landshold, Clas Brede Bråthen, ifølge nyhedsbureauet NTB.

Skihopperen Daniel-André Tande styrtede voldsomt under en træning i torsdags.
Skihopperen Daniel-André Tande styrtede voldsomt under en træning i torsdags.

»Dagen i dag (mandag, red.) er begyndt på bedst tænkelig vis. Med denne besked fra vores gode venner i Slovenien: Daniel er vågnet og taler med sin mor og sin kæreste. Han er ved fuld bevidsthed, og alt er godt,« siger han.

Daniel-André Tandes tilstand blev allerede søndag beskrevet som stabil, og man kunne oplyse, at han havde undgået hoved- og nakkeskader efter uheldet i Planica.

Derfor ser det også lyst ud for den norske skihopper.

Den 27-årige nordmand vandt OL-guld i 2018. Han har desuden vundet individuelt VM i 2018, ligesom han samme år også var med til at vinde VM-guld for hold – præcis som han også gjorde det i 2016 og 2020.