En stor passion for fodbold og sene aftentimer på jobbet er ikke altid let at forene.

Det var det heller ikke for tv-værten Thomas Mengers Karstensen, der søndag aften pludselig kunne se sig selv på den populære Instagram-profil Anders Hemmingsen.

En seer spottede nemlig, hvordan værten under udsendelsen på TV 2 Fyn havde placeret sin mobiltelefon på bordet foran sig, så han samtidig kunne følge med i landets VM-kvalifikationskamp mod Moldova, der endte i en suveræn dansk afklapsning på 8-0.

Kort tid efter var det klip så at finde på profilen, der har 1,1 million følgere.

»Der var reaktioner med det samme, efter det ramte Anders Hemmingsens profil. Det gjorde det åbenbart allerede under udsendelsen. Så jeg var meget overrasket over så meget omtale, det fik,« lyder det fra Thomas Mengers Karstensens, der har overskud til at grine ad situationen.

Alligevel bander han over, at det blev fanget. Han troede nemlig ikke, at mobiltelefonen kunne ses ude i stuerne.

»Jeg er pissetræt af det, samtidig med at jeg smiler ad det, fordi så er det heller ikke mere alvorligt. Men det er da træls,« siger han.

At mobiltelefonen lå på bordet, skyldes, at Thomas Mengers Karstensen er en ivrig fodboldfan og derfor fulgte interesseret med i søndagens landskamp, hvor de danske drenge bragede det ene mål i kassen efter det andet.

Danmarks mange mål mod Moldova i VM-kvalifikationen var årsagen til, at en vært på TV 2 Fyn ikke helt kunne slippe kampen, selvom han sad midt i en udsendelse.
Danmarks mange mål mod Moldova i VM-kvalifikationen var årsagen til, at en vært på TV 2 Fyn ikke helt kunne slippe kampen, selvom han sad midt i en udsendelse. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Søndagens udsendelse var samtidig en af de nemmere af slagsen for værten, da den hverken indeholdt studiegæster eller omstillinger til livereportere. Derfor kunne han godt lige have landskampen kørende samtidig.

»Jeg har siddet og fulgt med i landskampen med et halvt øje, og jeg bliver jo fascineret af, at de scorer så mange mål. Så jeg tager lige min telefon med ind i studiet, for jeg skal lige se, hvor mange de når op på. Det kan jeg sagtens følge med i til de prøver, vi har inden, vi går på. Bare for at holde øje med stillingen, tænker jeg.«

Men efter udsendelsen fik han sig noget en overraskelse, da han kiggede på sin telefon.

Her lå der et hav af beskeder fra folk, der skrev, at han var på Anders Hemmingsens profil.

»Der var gang i den. Jeg tænkte ikke, at der var noget særligt i, at jeg var på den profil, men det er der åbenbart mange – især unge – der er uenig med mig i,« fortæller Thomas Mengers Karstensen.

Mandag mødte han derfor også ind på job til et par drillende kollegaer.

»Ja, for søren, jeg har fået så meget røg. Men jeg er meget fodboldinteresseret. Det ved alle. Jeg følger meget med – både når det handler om landsholdet, men også Tottenham og OB. Dem følger jeg tæt, men jeg skal nok nøjes med at gøre det, når jeg ikke er på skærmen,« slutter tv-værten.