Hov, vi glemte det helt forleden: Glædelig Bobby Bonilla-dag!

Eller rettere: Tillykke til Bobby Bonilla, for det er virkeligheden kun den tidligere baseballspiller, der har noget at grine af.

For den 1. juli markerer år efter år en særlig dag for den 57-årige amerikaner med puertoricanske rødder. Her får han nemlig lige knap otte millioner kroner udbetalt af New York Mets - selv om han ikke har spillet for holdet siden 1999, hvor han fik ophævet sin kontrakt.

Det er ikke underligt, at hans kontrakt den dag i dag betragtes som den nok bedste nogensinde.

»Jeg har altid været opmærksom på, at spilleres økonomi skal forblive stabil efter karrierestop. For hvad kan en baseballspiller egentlig i den virkelig verden? Det er som at være konge. Det lærer dig ikke at gøre andet,« siger Bobby Bonillas daværende agent, Dennis Gilbert, i dag til USA Today:

»I Bobbys tilfælde ville jeg sikre ham for resten af livet.«

Og det må man sige, at han er blevet.

Her er, hvad der skete.

Bobby Bonilla (tv.) i aktion for Mets i sit sidste år for klubben.
Bobby Bonilla (tv.) i aktion for Mets i sit sidste år for klubben. Foto: MATT CAMPBELL
Vis mere

Tilbage i 1999 ville New York Mets af med den dengang 36-årige Bobby Bonilla, der ikke havde haft noget godt år. Man ville simpelthen annullere hans kontrakt, og forhandlingerne blev indledt.

Det skal lige med, at baseballspilleren tidligere havde spillet i klubben (fra 1992-95 som den på det tidspunkt bedst betalte spiller i ligaen nogensinde), og også dengang havde han sagt farvel før kontraktudløb.

I den forindelse blev man enige om at udskyde den resterende løn til senere udbetaling - en finte som mange amerikanske klubber benytter sig af for at frigøre løn inden for de stramme regler for lønloft.

I 1999 stod man så i samme situation igen. Og nåede frem til samme løsning:

Bobby Bonilla med daværende præsident Bill Clinton. Baseballspilleren blev hyldet med holdkammeraterne i Florida Marlins for at have vundet World Series i 1997.
Bobby Bonilla med daværende præsident Bill Clinton. Baseballspilleren blev hyldet med holdkammeraterne i Florida Marlins for at have vundet World Series i 1997. Foto: JOYCE NALTCHAYAN
Vis mere

Bobby Bonilla skulle først have sin lønklump udbetalt senere. Helt præcist fra 2011 og 25 år frem. Med en indbygget rente på otte procent. Voila.

Det viste sig at blive til otte millioner kroner år efter år. Hver år udbetalt 1. juli, og det blive ved til den forlængst pensionerede baseballspiller bliver 72 år.

Til sammenligning får kun seks spillere i Mets' nuværende trup i år en løn, der er større end Bobby Bonillas otte millioner kroner. Alt i alt vil det sige, at New York Mets ifølge aftalen kommer til at udbetale lige omkring 200 millioner kroner til ham i perioden. Uden at have spillet et sekund i løbet af de 25 år.

»Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde kommer til at se noget lignende igen,« som agenten Dennis Gilbert udtrykker det.

Efter at have forladt New York Mets i 1999 spillede Bobby Bonilla i øvrigt yderligere et par år i MLB, for henholdsvis Atlanta Braves og St. Louis Cardinals. Inden han sagde endeligt stop i 2001 og i stedet kunne sætte sig til at vente på de mange lønudbetalinger.

År efter år på Bobby Bonilla-dag.