Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) åbner en disciplinærsag mod præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales.

Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

Sagen åbnes som følge af Rubiales' opførsel under fejringen af Spaniens VM-sejr i søndag.

Efter at Spaniens kvindelandshold vandt VM, kyssede Rubiales spilleren Jennifer Hermoso på munden, da holdet skulle have overrakt guldmedaljerne.

Hermoso erklærede efterfølgende, at hun ikke brød sig om det.

'Min fagforening FUTpro og mit agentbureau TMJ har sammen taget på sig at forsvare mine interesser og være talerør på emnet. Vi beder Det Spanske Fodboldforbund om at implementere de nødvendige protokoller, som sikrer vores spilleres rettigheder og tager nødvendige og eksemplariske forholdsregler,' lød det i en udtalelse.

Luis Rubiales undskyldte efter hændelsen i en video på sociale medier.

»Vi var i et historisk øjeblik, en af ​​de smukkeste dage i spansk fodbolds historie. Vi har arbejdet hårdt i forbundet og vi er meget stolte. Det er dog en kendsgerning, at jeg fortryder episoden mellem spilleren og mig. Jeg vil gerne undskylde for alt, hvad dette har forårsaget,« sagde han i en video.

»Vi har et vidunderligt forhold til hinanden, som jeg også har det med de andre spillere. Jeg ved det var forkert, må jeg dog indrømme. Det var uden dårlige intentioner i et øjebliks eufori. Her oplevede vi det som noget naturligt, der dog mundede ud i at skabe ballade. Det gik ud over fejringen og æren til holdet,« lød det fra Rubiales.