'Før og efter røntgenbilleder af det her mareridt.'

Sådan indleder UFC-kæmperen Chris Weidman et opslag på sin Instagram-profil, hvor han løfter sløret for nogle voldsomme billeder.

Søndag var den 36-årige amerikaner ude for en fuldstændig frygtelig oplevelse, da han brækkede benet i storkampen mod Uriah Hall i en skrækskade.

Det var ikke bare et almindeligt brud - men derimod et yderst uhyggeligt et af slagsen, hvor hans skinneben brækkede midt over, da han forsøgte sig med et low-kick. Du kan se den uhyggelige episode i videoen øverst i artiklen. (VI SKAL DOG ADVARE OM VOLDSOMME BILLEDER.)

Nu deler Chris Weidman altså nyt fra det totalskadede ben.

På det ene røntgenbillede ser man tydeligt, hvordan kæmperens knogle er brækket midt over, mens man på en række af de andre kan se nogle af de skruer, som Chris Weidman har fået opereret ind i benet.

Samtidig melder han i en video under samme opslag, at han forlader hospitalet i Jacksonville i Florida for at vende hjem.

De første to uger står den blot på hvile for Weidman, indtil en læge skal tilse hans ben igen og genoptræningen langsomt kan begynde.

Chris Weidman måtte beroliges af læger efter chokskaden. I baggrunden til højre ses Uriah Hall, som heller ikke kunne holde til at se på de horrible scener.
Chris Weidman måtte beroliges af læger efter chokskaden. I baggrunden til højre ses Uriah Hall, som heller ikke kunne holde til at se på de horrible scener. Foto: Alex Menendez
Vis mere

Der var kun kæmpet få sekunder af opgøret mellem Uriah Hall og Chris Weidman ved UFC-261-stævnet i Florida, inden den rystede arena blev efterladt i chok.

Herefter kom læger og andre hjælpere til for at berolige Chris Weidman, der var i total opløsning efter at have kastet et blik på sit dinglende ben.

Også TV 3 Sports kommentatorer havde svært ved at sætte ord på det, de lige havde overværet.

»Nej, nej, nej....Skrækskade! Horrible billeder,« lød det fra kommentatorboksen.

Adskillige UFC-fans spekulerer nu i, om skrækskaden dermed sætter en stopper den 36-årige amerikanske mellemvægters karriere.

Der er på nuværende tidspunkt ikke meldinger om, hvordan Chris Weidman har det oven på den voldsomme oplevelse.