Det var en blanding af komiske og kaotiske scener, der udspillede sig i onsdagens Africa Cup of Nation opgør mellem Tunesien og Mali, hvor dommer Janny Sikazwe gjorde sig uheldigt bemærket ved at fløjte kampen af to gange, før de 90 minutter var gået.

B.T. har samlet et udpluk af de bemærkninger og kommentarer, der har været på Twitter efter det absurde optrin.

  • 'Sikazwe fik to kampe ved VM i 2018. Tror ikke, han skal forvente kampe i Qatar …'
  • 'Hende: 'Jeg er alene hjemme de næste 30 minutter'. Ham: Fløjter kampen af efter 85 minutter.'
  • 'Jeg begriber ikke, hvordan de resterende dommere kan forsvare Sikazwe. De har vel også et ur, hvor de kan se, at den er helt gal'.
  • 'Jeg har aldrig set en dommer lave denne fejl. At han så laver den to gange i samme kamp, gør mig tom for ord.'

Kaosset startede, da dommeren i kampen mellem Tunesien og Mali ved de afrikanske mesterskaber, Janny Sikazwe, pludselig fløjtede opgøret af efter blot 85 minutter.

Tunesiens træner Mondher Kebaier var rasende på dommer Janny Sikazwe efter kampen.
Tunesiens træner Mondher Kebaier var rasende på dommer Janny Sikazwe efter kampen. Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

Det var på trods af, at der forinden både havde været en udvisning, drikkepause, to straffespark, otte indskiftninger og et VAR-gennemsyn. Tunesien var ved det tidlige slutfløjt bagud 0-1, og på trænerbænken var tuneserne da også særdeles uforstående over for, hvad der dog foregik.

Efterfølgende valgte dommeren at genoptage kampen, men i det 89. minut skete det igen. Han fløjtede på ny opgøret af før tid, og det fik for alvor sindene i kog hos tuneserne.

Vagter måtte forsøge at holde de vrede tunesere væk fra dommertrioen, da de var ved at forlade grønsværen. For kampen sluttede ifølge dommeren her.

Alt imens tuneserne rasede, kunne Mali juble over 1-0-sejren, der altså kom i hus på mærkværdig vis.

Brøndby-spilleren Anis Ben Slimane fik den sidste tredjedel af opgøret på banen for Tunesien, men han gjorde ikke det store væsen af sig i opgøret.