Vi skruer op.
Det er i grove træk udmeldingen fra Antidoping Danmark (ADD), der skifter gear og øger dopingkontroller efter udbruddet af coronavirus.
»Det er et vigtigt signal at sende udadtil, at dansk idræt forsøger at være en af dem, der går forrest i forhold til at holde vores idræt ren,« siger chef for ADD Michael Ask til B.T.
For godt en måned siden forklarede han, at antidopingarbejdet stort set stod stille på grund af den verdensomspændende sundhedskrise, men fra i dag bliver der igen foretaget flere kontroller af atleterne - dog med en alternativ metode.
Vi kommer ikke ind hos atleten, som vi normalt gør.Michael Ask om antidopingtests
Derfor har det krævet en nytænkning af dopingkontrolindsatsen, forklarer Michael Ask.
»Det, der adskiller den fra den normale procedure, er, at vi undgår at komme i karambolage med Sundhedsstyrelsens anbefalinger,« siger han blandt andet om den nye testmetode, der blandt andet indbefatter større afstand mellem atlet og kontrollant.
»Vi kommer ikke ind hos atleten, som vi normalt gør. Vi har en procedure, hvor atleterne selv skal udføre processen, fra vi afleverer kittet til dørtrinnet.«
Indtil videre skal prøverne foretages på den såkaldt 'registrerede testgruppe,' som dækker over landets cirka 100 bedste atleter inden for individuelle sportsgrene især inden for kraft- og udholdenhedsidræt. Det kan være svømning, atletik, cykling eller kano/kajak.
Dem, der deltager i OL-, VM- og EM-turneringer og er vant til at blive dopingtestet.
»Vi venter udenfor på, at de får det gjort. Så har vi selvfølgelig nogle foranstaltninger, som jeg ikke kan komme ind på, der sikrer, at prøven rent faktisk kommer fra den atlet, og at den er foretaget i forbindelse med vores tilstedeværelse,« siger Michael Ask.
»Vi har foreløbigt kun fået positive tilbagemeldinger fra de atleter, vi har været inde at prøve det på.«
ADD oplyser desuden, at man forventer, at der vil gå noget tid, inden det bliver muligt at foretage dopingtests efter det internationale dopingagentur Wadas almindelige procedurer.