Den globale corona-pandemi har indtil videre skabt økonomisk, social og sundhedsmæssig ravage verden over.

Nu ser det også ud til, virussen skaber et vindue, som atleter kan udnytte til at dope sig i, fordi coronaens spredning hæmmer antidopingmyndighedernes arbejde.

»Vi tester ikke nogen atleter lige nu. Så skulle det være i en særlig situation, hvor der er en særlig grund til det,« fortæller chef for Anti Doping Danmark (ADD) Michael Ask til B.T.

I skrivende stund er stort set alle sportsbegivenheder sat på pause, ligesom der bliver taget ekstreme hensyn verden over for at stoppe spredningen af coronavirus.

Michael Ask (tv.) ved pressemødet om dopingrapporten 'Rapport om doping i dansk cykelsport 1998-2005'.
Michael Ask (tv.) ved pressemødet om dopingrapporten 'Rapport om doping i dansk cykelsport 1998-2005'. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det gælder både for atleter og antidopingmyndigheder, og derfor er det svært at følge sportsfolk nøje i denne tid, når man taler om antidopingarbejde.

»Vi er i den samme situation, som de fleste andre europæiske lande nu. Der er mere eller mindre lockdown. Selvfølgelig kører vores aktivitetsniveau på vågeblus. Det kan jeg godt tillade mig at sige,« siger Michael Ask.

Lige p.t. træner atleter verden over uden at vide, hvornår de skal i konkurrence igen.

Meget fodbold i Europa er suspenderet, en perlerække af cykelløb bliver aflyst, og slutrunder bliver også sløjfet.

De manglende kontroller kan selvfølgelig virke som et incitament til at bruge doping. Omvendt kan atleter ikke føle sig sikre på, hvornår de pludselig står til et stævne, en turnering eller et løb igen – hvor chancen for at blive dopingtestet er langt større.

Men lige nu er testerne pauset, og det hører i høj grad sammen med, at smittefaren er høj, når man foretager antidopingarbejde, der eksempelvis kan foretages via urin- eller blodprøver.

»Atleter skal stadig give whereabouts (meldinger om hvor de befinder sig, så antidopingmyndigheder kan teste dem, red.), men det er klart, at der med den situation og de sundhedsråd, der er lige nu, er et problem i, at vi render rundt og tester folk og er tæt på folk på den måde, som vi nu skal være det,« forklarer Michael Ask.

Det hjælper heller ikke, at medarbejderne hos ADD er offentligt ansatte og grundlæggende skal arbejde hjemmefra som alle andre i disse krisetider. Og så er det »lidt svært at opretholde det samme niveau«, siger Michael Ask.

Det er endnu uvist, om OL i Tokyo gennemføres til sommer. Det har også betydning for antidopingarbejdet op til den enorme begivenhed.
Det er endnu uvist, om OL i Tokyo gennemføres til sommer. Det har også betydning for antidopingarbejdet op til den enorme begivenhed. Foto: Teitur Jonasson
Vis mere

Selvom ADD ikke tester nogen atleter i skrivende stund, betyder det ikke, at organisationen holder fri.

»Vi afholder Skype-møder, og der er også lande, hvor man stadig kan teste. Vi har også atleter i den store verden, som kan blive testet, afhængig af hvor de befinder sig. Det siger næsten sig selv, at vores udadvendte aktiviteter, inklusive testning, ligger på vågeblus lige nu,« siger Michael Ask og kommer med en advarsel til sportsfolk.

»Men det er ikke et carte blanche til noget som helst for nogen atleter. For det, at vi ikke tester lige nu, gør også, at vi kan øge vores aktivitet igen, når vi er på den anden side af denne covid-19-krise.«

B.T. har været i kontakt med det internationale antidopingagentur (Wada), som i en mail svarer, at 'Wada nøje sporer test-aktiviteten i alle regioner, som er ramt af covid-19 for at registrere alle huller i test-systemet, som skal adresseres'.