Hvis du ikke bliver imponeret over Ibrahim Hamadtou, så er du meget svær at imponere.
Den 48-årige egypter er lige nu i Tokyo, hvor han konkurrerer ved de paralympiske lege i bordtennis.
Det gør han, selvom han mistede begge arme i en togulykke, da han blot var ti år gammel.
Så tænker du nok, hvordan han bærer sig ad med at spille bordtennis, når det kræver et bat for at returnere bolden over nettet til modstanderen.

Ibrahim Hamadtou bruger sin mund til at holde battet og returnere, mens han kaster bolden op med sin fod, når han skal serve.
Og det fungerer altså godt for para-atleten. Du kan se en video fra Japans hovedstad, hvor han er i aktion nederst i denne artikel.
Desværre for egypteren tabte han kampen til Park Hong-kyu fra Sydkorea med 3-0 i sæt. Men han har alligevel vundet hjerter på eksempelvis Twitter.
'Det her er fantastisk. Han kunne have spillet fodbold, men valgte bordtennis som en udfordring. Hvor inspirerende er det lige?' er der eksempelvis en bruger på det sociale medie, der skriver.
'Det er en helt fantastisk video. Det er så vildt, hvordan han server. Hvilken fyr, hvilket talent,' lyder det fra en anden.
Ibrahim Hamadtou forklarede i et interview med CNN i 2014, at han kun kunne spille bordtennis eller fodbold i landsbyen efter ulykken.


