Seksdagesboss Michael Sandstød må vente til onsdag med at få svar på, hvorvidt han er skyldig eller ej i anklagen om vold mod damerytteren Michelle Lauge Quaade.

Sagen har muligvis haft stor betydning for, at det i øjeblikket er uvist, hvornår der igen vil blive kørt seksdagesløb på dansk grund. Ifølge Sandstød har den nemlig skabt betænkeligheder hos løbets hovedsponsor, Bilka.

Det kom frem tirsdag, da sagen blev behandlet ved Retten i Glostrup, hvor både Sandstød og Quaade afgav forklaring om en episode under seksdagesløbet i Ballerup Superarena i februar 2019.

Her blev Quaade på grund af en dommerfejl i første omgang snydt for en sejr, og det betød, at et andet par fik overrakt blomster og fik lov til at køre æresrunde til tonerne af James Last-versionen af "Seksdagesvalsen".

I dag præsenterede Michael Sandstød par nr 7 bestående af Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv
I dag præsenterede Michael Sandstød par nr 7 bestående af Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det endte i et skænderi mellem hende og løbsdirektør Michael Sandstød. På et tidspunkt greb direktøren rytteren i armen og herfra gik det for alvor op i en spids.

- Jeg når kun lige at få fat i hendes arm, inden hun trækker den til sig og råber, at det er vold, og at hun vil melde mig for vold, lød forklaringen fra Michael Sandstød.

Ifølge ham var Michelle Quaade voldsomt ophidset og havde overfuset ham. Hendes udlægning er diametral modsat. Hun hævder, at hun var rolig i sin kontakt, og at Sandstød gik amok.

- Han bliver så arrig, at han står og råber ad mig, at jeg skal skride, og at jeg skal gå ud af arenaen, og at han aldrig vil se mig i arenaen mere, lyder forklaringen fra damerytteren.

Michelle Lauge Quaade i 2017.
Michelle Lauge Quaade i 2017. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Episoden skete i februar 2019. Først i juni samme år indsendte anklagemyndigheden anklageskrift, og først nu er sagen kommet for retten.

I mellemtiden er det københavnske seksdagesløb - om ikke afgået ved døden - så i hvert fald stedt til hvile på ubestemt tid.

I efteråret meddelte Sandstød nemlig, at løbet i 2020 ville blive aflyst af "personlige årsager".

Tirsdag fortalte han i retten, at supermarkedskæden Bilka havde været tilbageholdende med at forlænge sit sponsorat på 2,4 millioner kroner af seksdagesløbet på grund af sagen. Bilka var hovedsponsor i 2019-udgaven.

Efter retsmødet ønskede Sandstød ikke at udtale sig om, hvorvidt voldssagen har været tungen på vægtskålen i forhold til aflysningen.

Efter aflysningen i efteråret oplyste Royal Arena i København, at man i 2021 ville afholde seksdagesløbet dér. Men de planer er også gået i vasken, og det er endnu uvist, hvornår der bliver kørt seksdagesløb i Danmark igen.

Alt dette sker, samtidig med at dansk banecykling oplever større succes end nogensinde. Danmark er verdensmestre i parløb for herrer og europamestre i samme disciplin for både damer og herrer.

Samtidig er det danske firekilometerhold med blandt andre den dobbelte vinder af seksdagesløbet Lasse Norman Hansen på holdet regerende verdensmestre.

/ritzau/