Der er landet et nyt medlem i Høgh-familien.

For tv-værten Josephine Høgh og ægtemanden, TV 2-journalisten Lasse Sjørslev, er nemlig blevet forældre til en lille pige.

Det afslører den 32-årige fodboldatter på sin Instagram-profil.

'Sig hej til Molly. Den vildeste lykkerus nogensinde. Tak for at lande hos os,' skriver hun i opslaget.

Det er parrets første barn sammen, men 47-årige Lasse Sjørslevs tredje i alt, da han har to børn fra et tidligere ægteskab.

Tv-værtens graviditet afslørede hun selv i sommer, da hun under EM i juli stolt kunne fortælle sine mange følgere, at parret skulle være forældre til efteråret.

'Der er meget at glæde sig over i dag.  Og vi er ekstra glade. Til november skal vi være forældre. Livet er fantastisk,' skrev den kommende far ligeledes dengang.

Og det er nu sket. Noget, der har fået lykønskningerne til at strømme ind til det nybagte forældrepar.

'Stort tillykke til jer alle,' skriver den populære vært Mads Steffensen blandt andet til opslaget.

Med ankomsten af den lille pige er den legendariske fodboldmålmand og målmandstræner på landsholdet Lars Høgh blevet bedstefar endnu en gang.

Noget, som den nybagte mor i september talte ærligt om, hvor stort det var for hende, at hendes forældre kunne kalde sig mormor og morfar.

Den historie kan du læse mere om HER.

Josefine Høgh og Lasse Sjørslev har været sammen i nogle år efterhånden. De bor sammen i København og blev gift tilbage i 2019.