»Hvornår skal dig og Cathrine giftes?«

Sådan lød et spørgsmål fra en nysgerrig Instagram-bruger til Rasmine Laudrup lørdag aften. Og så valgte springrytteren og datter af den tidligere fodboldspiller Brian Laudrup at afsløre det, flere har spekuleret over længe.

»Det er vi allerede,« svarede hun i en story og bekræftede dermed, at hun er blevet gift med danske dressurstjerne Cathrine Dufour.

Det danske stjernepar har indtil nu ellers forholdt sig tavs, når de er blevet spurgt til, om brylluppet havde fundet sted.

I slutningen af september lagde Cathrine Dufour nemlig et billede op af parret med teksten:

'Wifey for lifey,' og indikerede dermed, at bryluppet havde fundet sted, mens kommentarsporet også hurtigt var fyldt op med lykønskninger fra venner og familie.

Kort tid efter kunne man ifølge personregistret se, at begge hestestjerner også havde fået skiftet efternavn.

Men det er først nu, at parret officielt bekræfter det.

Cathrine Dufour og Rasmine Laudrup har været forlovet siden september sidste år.

Her overraskede Rasmine Laudrup alt og alle, da hun gik på knæ, efter Cathrine Dufour havde vundet DM i dressur. Et øjeblik, der blev delt heftigt på deres sociale medier.

Det var tilbage i februar 2020, at Rasmine Laudrup og Cathrine Dufour stod frem som kærester.

Siden har de dannet par både professionelt og privat. Til daglig driver de en virksomhed i Fredensborg, hvor de uddanner og sælger heste.

Ved sommerens OL i Tokyo var Cathrine Dufour yderst tæt på at sikre sig en medalje i dressur.

Desværre endte det med to fjerdepladser, og hun måtte derfor tage tomhændet hjem.