Nytårsaften endte trist for én af travsportens helt store legender, Steen Juul.

Den mangeårige travkusk og træner er nemlig blevet indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet ramt en blodprop på årets sidste dag.

Det oplyser Team Juul i et opslag på Facebook:

'Kære alle. Starten på 2022 blev desværre ikke, som vi havde håbet. Steen fik i går aftes en blodprop, og han er i øjeblikket indlagt på Rigshospitalet.'

Foto: Philip Flindt
Vis mere

På trods af den triste nyhed, så fortæller Team Juul, at den 71-årige travlegende allerede viser klar fremgang på hospitalet.

'Trods det hele er sket for under et døgn siden, så er han allerede i klar bedring samt ved godt mod, og vi er fortrøstningsfulde over det videre forløb. Vores ansatte klarer arbejdet med hestene, og dagligdagen kører som normalt,' står der videre i opslaget, inden der tilføjes:

'På vegne af familien takker vi for forståelsen og håber, I alle er kommet godt ind i det nye år.'

Steen Juul er Danmarks mest vindende travtræner, hvor det er blevet til mere end 7.500 vundne væddeløb i karrieren, der begyndte i 1974.

I august vandt han ligeledes det prestigefyldte Dansk Trav Derby for 11. gang og kunne dermed udbygge sin enorme sejrsrække.

Sejrsrækken var dog tæt på at stoppe på dramatisk vis i 1992, da Steen Juul var involveret i et livstruende flystyrt.

Et flystyrt, som han sidste år satte ord på, da B.T. besøgte ham på Skovbo Travbane. Det kan du læse meget mere om lige HER.