At være datter af Peter Schmeichel har på nogle punkter været et plus. Men det har også haft en hård pris.

Det fortæller fodboldlegendens datter, Cecilie Schmeichel, i onsdagens afsnit af 'Til middag hos'. Da hun var barn, flyttede familien rundt på grund af farens fodboldkarriere.

Og allerede da de boede i Portugal, startede en svær periode, hvor hun spiste usundt.

Når hun var til arrangementer med andre børn, smed de hendes tøj i poolen, når hun kiggede væk, og hun var faktisk kun glad i hjemmets trygge rammer.

Cecilie Schmeichel er datter af fodboldlegenden Peter Schmeichel.
Cecilie Schmeichel er datter af fodboldlegenden Peter Schmeichel. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Så da familien fortalte, at de skulle flytte til Danmark, blev hun glad og håbede, alt ville blive godt. Men tværtimod gik det helt modsat.

I stedet startede et sandt mobbehelvede for Cecilie Schmeichel, der med egne ord var blevet 'rigtig stor', på den skole, hun startede på i Hellerup.

»De tegnede tegninger og skrev sange og skrev historier, der blev delt rundt i skolen. Så kom de ud i en anden boldgade, hvor 'Schmeichel kan jo ikke have en tyk datter'. Jeg kunne ikke være Schmeichels datter,« fortæller 30-årige Cecilie Schmeichel, der til daglig arbejder med eventplanlægning, i TV3-programmet.

I dag har hun tabt sig en del, og hun ønsker også fortsat at tabe sig mere. Men nu er det mere for børnenes skyld, da hun gerne vil være en aktiv mor.

»Da jeg var gravid med min datter, vejede jeg over 130 kilo. Jeg var så stor. Jeg kan bare huske, hvor ked af det jeg var. Jeg tænkte 'lige så snart hun kommer ud, skal jeg bare i form'. Jeg skal ikke være den mor, der sidder i sofaen og siger 'nej, hvor er du dygtig'. Jeg skal være den mor, der er med nede og lege med bilen. Jeg skal være den, der hopper rundt med dem,« siger Cecilie Schmeichel og fortæller videre om oplevelsen på hospitalet:

»Jeg var så ulykkelig. Jeg sad bare på det hospital og græd. Jeg kiggede på min lille datter. Hun vejede 4.300. Jeg havde jo spist hende stor. Jeg havde så meget dårlig samvittighed og tænkte 'fandeme nej, mine børn skal ikke have sådan et liv',« fortæller Cecilie Schmeichel, der understreger, at selv om hun ikke er helt tilfreds med sin krop endnu, har hun lært at elske den.

'Til middag hos' kan ses mandag til torsdag på TV3 og Viaplay.

Ud over Cecilie Schmeichel er det skuespillerinden Pusle Helmuth, danseren Frederik Nonnemann og ejendomsmægleren Jesper Nielsen, der er med i denne uge.