Danmarks dyreste fodboldspiller for et år siden – på vej videre til næste klub nu.

Joachim Andersen har fået nok af sin plads i yderkanten af startopstillingen i Lyon, og derfor er der gang i et større arbejde for at finde en ny klub – enten på leje eller permanent – til den 24-årige midterforsvarer. Og det skal gå stærkt.

Lige nu er Torino den mest ivrige klub i jagten på Joachim Andersen, og italienerne er ifølge B.T.s oplysninger gået i konkret dialog med Lyon i denne uge for at få en lejeaftale på plads i et år.

Hos italienerne styrer Joachim Andersens tidligere træner Marco Giampaolo tropperne, og sådan en genforening frister den danske midterforsvarer, da han med et lejeophold samtidig vil kunne bevare den løn, som han høster i Lyon – og skulle det ikke gå i Torino, kan Andersen altså vende tilbage til Lyon om et år.

Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Et salg af Joachim Andersen er også i spil, men da Lyon vil have 25 millioner euro – 186 mio. kroner – kan sådan et skifte blive svært i en coronapræget tid.

Foruden Torinos helt konkrete dialog med Lyon lurer flere andre klubber også i kulissen – spanske Valencia med Daniel Wass på holdet er en af dem. Spanierne har gjort masser af tilnærmelser til Andersens bagland, men endnu er der ikke sat gang i konkrete samtaler mellem klubberne.

Og det skal til at ske, hvis sådan et skifte skal falde på plads. For mens Lyon har accepteret, at Joachim Andersen som reserve kan kigge sig om efter en ny klub, har de også sat en intern deadline.

Senest fredag 2. oktober vil præsident Jean-Michel Aulas have en afslutning på et Joachim Andersen-farvel, selv om transfervinduet først lukker mandag 5. oktober.

Derfor er der travlt i Joachim Andersens bagland, og det mere end dufter af et skifte for den danske midterforsvarer, som også kæmper for næste sommers EM i Danmark. Han var ikke med i Kasper Hjulmands seneste landsholdstrup, og det skulle et klubskifte gerne lave om på.