Hun er en af de store danske sportsstjerner.

Og den i dag 45-årige Camilla Martin ved om nogen, hvad det vil sige at kæmpe sig til toppen. Alligevel mener hun, man skal passe på med børn og unge i dag.

»Man skal være meget påpasselig med at glorificere gamle dage, men jeg ved bare: Vi trænede hårdt, og vi havde det super sjovt! Hvornår tog ungdomsidræt en drejning fra at være sjovt og pissehårdt til bare at være pissehårdt?« siger TV3-værten til DR Sporten.

Det gør hun i kølvandet på mediets afsløringer om store problemer i dansk elitesport.

Svømmere, herunder Jeanette Ottesen, har i en dokumentar fortalt om fællesvejninger og spiseforstyrrelser, ligesom der også er blevet fortalt om problemer hos helt unge gymnaster, hvor vægten er i fokus.

Og Camilla Martin mener, at der er kommet et alt for stort fokus på resultater i miljøet hos børn og unge. Det handler ikke om, at man ikke skal arbejde hårdt for sine mål.

Det gjorde hun selv. Privatlivet blev nedprioriteret, men samtidig var det i hendes team ikke det vigtigste, at hun vandt i sine unge år.

»Det skal være lysten, kammeraterne og liggeunderlaget på et halgulv, som skal drive værket for vores børn. Det skal ikke være, at du som 10-årig absolut skal forestille dig selv som verdensmester. Vi har så satans travlt med, at de skal være voksne,« siger Camilla Martin, der understreger, at børn og unge sagtens kan blive til noget, uden at blive presset ekstremt i en tidlig alder.

Hun har vundet mange medaljer i sin badmintonkarriere. Blandt andet ved OL og VM. For hende har det betydet meget, at hun ikke - ligesom de unge i dag - blev presset på samme måde.

Noget, der kan få store konsekvenser, spår hun i kølvandet på DRs historier om det hårde idrætsmiljø.

»Jeg er bange for, at vi om 10 år mangler en helt masse sportsprofiler, fordi børnene simpelthen har sagt fra. Som 17-årige har de oplevet det hele. De er blevet mast, blevet trykket og blevet kørt hårdt,« siger Camilla Martin, der siden 2007 har arbejdet som studievært.

Hun indstillede sin egen professionelle badmintonkarriere i 2004, og efter et job på en radiostation gik turen videre til værtstjansen på 'Onside' i 2007.

Camilla Martin under sin aktive karriere, som hun stoppede i 2004.  
Camilla Martin under sin aktive karriere, som hun stoppede i 2004.   Foto: Henning Bagger
Vis mere

I dag er Camilla Martin stadig hos TV3 Sport, og i maj 2017 - da hun kunne fejre ti års jubilæum - og for to år siden fortalte hun, at det ikke var let at sætte ord på, hvor hun ville være om yderligere ti år.

»Det er så svært at sige, og livet på TV3 er jo omskifteligt. Hvis jeg har fem år mere, ville jeg være glad, og også for længere. Jeg har aldrig været typen, der har været frisk på at planlægge langt ud i fremtiden. På et tidspunkt kunne der måske komme en chef og sige, at nu er der kommet en rynke for meget, eller at der er en ny, de gerne vil prøve af,« sagde Camilla Martin dengang til B.T. med et glimt i øjet.

Udover at være tv-vært fortalte Camilla Martin i marts 2014, at hun var blevet rådigver for dengang 16-årige Mia Blichfeldt.

»Mia skal have for øje, hvad det er hun vil. Hvis hun vil være verdens bedste til badminton, så kræver det et helt enormt fokus. I dag - og meget mere end i min tid - vil alle have en del af én, både medier og sponsorer. Der er det meget vigtigt, at Mia finder en balance i de mange ting, der vil foregå omkring hende, og kan sortere i de tilbud og muligheder, der vil komme, så hun kun vælger dem, der kan fremme hendes badmintonkarriere,« sagde Camilla Martin i den forbindelse.