Den tidligere håndboldstjerne og nuværende direktør Camilla Andersen langer hårdt ud efter regeringens hjælpepakke, der skal sikre erhvervslivets overlevelse under coronakrisen.

Camilla Andersen ejer rejseselskabet Travel Sense, som gik fuldstændig i stå, da coronakrisen ramte.

Det er dog ikke dette faktum, håndboldstjernen frygter allermest. Det er i stedet regeringens hjælpepakke, som hun mener, er en slags aktiv dødshjælp, der potentielt kan påføre selskabet en uoverskuelig gæld.

Det fortæller hun til Finans. B.T. har også talt med Camilla Andersen, som forklarer sin situation således:

Den tidligere håndboldstjerne Camilla Andersen.
Den tidligere håndboldstjerne Camilla Andersen. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

»Nu har staten været flink at låne rejsebureauerne 1,5 milliarder kroner, men samtidig besluttet, at man skal hæfte for det samlet i seks år, så jeg kan risikere at skulle betale langt mere tilbage, hvis mine konkurrenter ikke klarer den. Det er et kæmpe problem,« siger Camilla Andersen.

Hun har ikke selv noget valg, da hendes rejsebureau, som loven foreskriver, er medlem af Rejsegarantifonden, der administrerer låneordningen.

»Jeg hæfter uanset hvad, for du kan ikke have et rejsebureau uden at være medlem af Rejsegarantifonden, så jeg kan ikke engang fravælge at være med i lånet,« forklarer Camilla Andersen og fortsætter:

»De kan ikke sige, hvor meget jeg skal betale tilbage. Jeg ved, at jeg skal betale inden for seks år. Om det så er to, seks eller sågar 10 millioner kroner, det ved jeg ikke. Hvis nogle af de store rejseselskaber går konkurs, går det ud over os andre, og det er jo helt urimeligt. Alle bliver rådgivet til aldrig at tage fælles lån med andre, men det bliver vi nødt til her,« siger hun og fortæller, at hun kan låne sig til pengene meget billigere andre steder.

Arkivfoto af Camilla Andersen.
Arkivfoto af Camilla Andersen. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Med lønpakken osv., som jeg er utroligt glad for, at vi har fået, klarer jeg mig, fordi jeg har pengene til det. Jeg føler dog, at jeg har brug for et lån, men jeg ville få langt bedre vilkår ved at tage det gennem en investor eller min bank, og derfor frustrerer det bare endnu mere, at jeg er tvunget ind i det her,« beretter Camilla Andersen.

Hun frygter derfor, at én stor konkurs i branchen vil medføre, at de øvrige virksomheder vil ryge med i faldet, da de hæfter solidarisk.

»Vi er et af de mindste rejsebureauer og har egentlig budgetteret med, at vi ikke skal have flere aktiviteter året ud, men det paradoksale i det er nu, at halvdelen af rejsebranchen risikerer at gå konkurs, hvis de store selskaber må dreje nøglen om. Hvis ikke coronakrisen tager livet af os, så gør rejsebranchen det selv, og det er jo slet ikke meningen,« pointerer Camilla Andersen.

Camilla Andersen fortæller endvidere, at hun på nuværende tidspunkt allerede har betalt 2,5 mio. kroner tilbage til kunder, som har fået aflyst deres rejser på grund af coronakrisen. Finans har foreholdt kritikken for Erhvervsministeriet, men har endnu ikke modtaget svar.