Den 29-årige vært på DR Sporten Josefine Høgh er efter mange år ikke længere i forhold med den 35-årige ejendomsmægler Michael Gundlev Pedersen.

Det bekræfter den smukke studievært, der er datter af tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh, over for ugebladet Se og Hør.

»Jeg kan bekræfte, at vi ikke længere er kærester, men stadig er rigtig gode venner. Jeg har ikke yderligere kommentarer,« siger hun

Josefine Høgh er blevet et kendt ansigt, efter hun overtog værtstjansen på DR Sporten i primetime i forlængelse af TV Avisen.

Hun kom som 28-årig til statsradiofonien efter jobbet som sportsjournalist fra Discovery Networks kanaler.

Her dækkede hun både Superliga, Europa League og landskampe som sidelinjereporter.

For at passe jobbet på DR flyttede hun fra Odense til en lejlighed i Aarhus, hvor DR sender nyheder om sport og vejr fra.

I efteråret flyttede den 29-årige kvinde imidlertid ind i en ny lejlighed i ‘smilets by'.

Michael Gundlev Pedersen, der har været kæreste med Josefine Høgh, siden hun var i starten af 20’erne, er blevet boende i den tidligere fælles bopæl.

Josefine Høgh har ligesom sin far en fortid som fodboldspiller på eliteniveau.

Hun har således spillet på for både OB, Skovbakken IK og Fortuna Hjørring, hvor det blev til et dansk mesterskab.

Hun har desuden spillet Champions League-kampe for Fortuna Hjørring, ligesom hun også har været udtaget til landsholdet.