Det var Springsteen, der var bossen.

Men det var altså ikke farmand Bruce, der svingede guitaren, men derimod datteren Jessica med fast hånd på tøjlerne.

For Jessica Springsteen er en af verdens førende springryttere, og det viste hun i weekenden Stockholm ved Sweden International Horse Show.

Foran et fyldt svensk nationalstadion, Friends Arena, sejrede hun i den fineste springdisciplin: Grand Prix.

En glad vinder i Stockholm, Jessica Springsteen.
En glad vinder i Stockholm, Jessica Springsteen. Foto: Christine Olsson/TT
Vis mere

»Jeg er så lykkelig. Min hest er så hurtig, så jeg vidste, at jeg kunne vinde. Jeg gik efter det, og min hest var med mig hele vejen,« sagde Jessica Springsteen efterfølgende til Svt.se.

Den 27-årige amerikaner gav en stor del af æren til sin 10-årige hoppe, Volange du Val Henry.

»Jeg har haft hende siden, hun var otte. Hun er så talentfuld og kæmper virkelig for mig,« sagde vinderen, der scorede lige omkring 200.000 kroner for indsatsen.

Se lidt af Jessica Springsteens vindende præstation i Stockholm her:

Jessica Springsteen begyndte at ride som fireårig, og få år senere fik hun en pony af sine forældre, da familien flyttede ud i landlige omgivelser.

»Min mor har altid gerne villet ride. Hun begyndte at få undervisning, og da vi på et tidspunkt flyttede, ville jeg også gerne begynde. Vi kom til at bo tæt på en topstald, og derefter er det bare fortsat,« har Jessica Springsteen tidligere fortalt til CBS

Den professionelle karriere tog fart, allerede mens hun studerede psykologi ved Duke University. TIl magasinet Parade slår hun fast, at det 'helt sikkert er et mål' at deltage ved OL i Tokyo næste år. Det har Jessica Springsteen aldrig prøvet, og der er stor opbakning fra den berømte far.

»Mit bedste råd til min datter: 'Hold fokus på de ting, du virkelig kan lide',« har Bruce Springsteen sagt til magasinet Harper's Bazaar.

Jessica Springsteen i aktion i Stockholm.
Jessica Springsteen i aktion i Stockholm. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Og det gjorde hun i Stockholm søndag. Jessica Springsteen og Volange du Val Henry, der til daglig har base i Belgien, klarede forhindringerne i tiden 35,53 sekunder. Det kunne ingen andre matche.

Tættest på kom hollandske Harrie Smolders i tiden 35,98 sekunder og brasilianske Marlon Modolo Zanotelli i tiden 36,70 sekunder.

Det var i øvrigt ved samme store stævne i Stockholm, hvor Jessica Springsteen triumferede, at danske Cathrine Dufour overraskende kunne lade sig hylde som vinder i dressurkonkurrencen, hvilket fik hende til at konstatere 'Hvad fanden skete der lige?'

Vi slutter lige af med et billede af faren til den oprindelige boss i familien Springsteen:

Bruce Springsteen i vante omgivelser, på scenen med en guitar i hænderne.
Bruce Springsteen i vante omgivelser, på scenen med en guitar i hænderne. Foto: ANDER GILLENEA
Vis mere