Nogle gange har man ret til at være heldig. Sådan kan en mand fra Tønder-egnen med god grund tænke.

For to uger siden vandt han to mio kr. i Lotto, og blev dermed millionær nummer 3.335, skriver Danske Spil.

Manden, der er i tresserne, havde ikke tjekket Lotto-tallene og blev derfor temmelig overrasket, da han blev ringet op af en medarbejder fra Danske Spil, der ville lykønske med den nye titel som millionær.

En opringning som både vinderen selv og hans kone blev mere end almindeligt glade for. Pengene faldt nemlig på et meget tørt sted.

»Jeg er lige blevet fyret for nylig efter en længere sygemelding. Min kone har været hjemmegående i mange år, så pludselig stod vi nærmest uden en indkomst. Dette har simpelthen reddet vores tilværelse,« siger manden, der har valgt at være anonym til Danske Spil.

Efter planen skal pengene bruges fornuftigt. Først og fremmest skal der afdrages gæld og laves reparationer på familiens hus.

Men der skulle også kunne blive råd til at glæde familien, lover den nyslåede millionær.

»Det er jo dejligt, at vi har fået mulighed for at kunne invitere børn og børnebørn på en ferie sammen med os. De bor ikke lige i nærheden, så nu er der ovenikøbet også råd til at kunne besøge dem lidt oftere. Især i forhold til børnebørnene er det jo fantastisk.«