Danmark har fået tre nye millionærer, efter tallene er blevet trukket i både Eurojackpot og Lotto her i weekenden.

Der er bare lige det, at man har ikke hørt fra to af vinderne endnu, da begge kuponer er blevet købt i en butik.

I Eurojackpot var der ikke nogen, som vandt førstepræmien, men man kæmper om høje summer, og derfor var andenpræmien nok til at gøre en dansker til millionær, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den person vandt fredag aften 2.698.035 kroner, men pengene er ikke blevet hentet endnu.

Så hvis du har købt din Eurojackpot-kupon på Lyngbyvej i Østerbro i København, er det nok en idé at skynde dig ned og tjekke, om du er den heldige.

Ingen vandt som nævnt førstepræmien, og det betyder, at puljen i næste uge er oppe på 133 millioner kroner.

I Lotto var der heller ikke nogen, som vandt førstepræmien på 10 millioner kroner, men der kom stadig to nye millionærer ud af det.

Millionærgarantien betyder nemlig, at der hver uge trækkes lod om en million kroner til to personer. Der bliver trukket lod mellem alle, som har købt en lottokupon.

Den ene person har vundet gennem at have spillet på internettet og kommer fra Syddjurs Kommune.

Den anden derimod har købt sin kupon i Føtex på Windfeld-Hansensgade i Vejle og har stadig ikke hentet sine penge.

Så også her bør man nok tjekke sin kupon efter en ekstra gang.

Det er nummer 3374 og 3375 i millionærklubben hos Lotto.