Helt frem til de sidste minutter af Kobe Bryants liv tænkte han på, hvordan han kunne hjælpe andre.

Det afslørede Kobe Bryants bedste ven, Rob Pelinka - der i mange år var den nu afdøde basket-legendes agent, inden han blev daglig leder hos Kobes NBA-hold, LA Lakers - ved mandagens store mindeceremoni i Staples Center.

Pelinka var i kirke, da Kobe Bryant sammen med sin datter Gianna og syv andre satte sig ind i helikopteren den 26. januar. Pludselig vibrerede Pelinkas telefon.

»Jeg listede den ud af min lomme og så, at det var en sms fra Kobe. Hvilket ikke var usædvanligt. I de seneste to årtier har Kobe og jeg snakket eller sms'et sammen hver eneste dag. For sådan er det med bedste venner,« fortalte Rob Pelinka.

Rob Pelinka taler ved mindeceremonien for Kobe Bryant.
Rob Pelinka taler ved mindeceremonien for Kobe Bryant. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»I det øjeblik var mit instinkt at lægge telefonen fra mig og igen fokusere på præstens prædiken, men en eller anden overjordisk fornemmelse bad mig om at åbne beskeden - hvilket jeg gjorde.«

»Jeg så hurtigt, at det var Kobe, der spurgte, om jeg kendte en bestemt basketball-agent, der havde base i det sydlige Californien.«

»Da det ikke hastede, besluttede jeg at vente med at svare, til gudstjenesten var ovre.«

»Men igen kom den overjordiske fornemmelse. Så jeg tog telefonen og svarede Kobe, at jeg havde set agenten ved en Lakers-kamp, og jeg med glæde ville hjælpe med ham med hvad end, han havde brug for.«

Foto: KEVORK DJANSEZIAN
Vis mere

»Klokken var nu lidt over halv 10. Kobe sms'ede tilbage. Han forklarede, at han ønskede at hjælpe en ven med en praktikplads ved et basketball-agentur til dennes unge datter. Kobe ville gerne stå inde for pigens karakter, intellekt og arbejdsmoral. Han ville tydeligvis sikre hende en lys fremtid.«

»Jeg svarede Kobe, at jeg nok skulle sammensætte en plan, som skulle hjælpe ham med at få det gjort,« lød det fra Rob Pelinka.

Få minutter efter styrtede helikopteren med Kobe, Gianna og de syv andre ned i Calabasas i udkanten af Los Angeles. Alle involverede døde på stedet.

»Kobes sidste handling var heroisk,« fortalte hans bedste ven.

Foto: FREDERIC J. BROWN
Vis mere

»Han ønskede at bruge sin platform til at velsigne og forme en ung piges fremtid. Og har Kobe ikke gjort det for os alle? Kobe var bogstaveligt talt den bedste ven, enhver nogensinde kunne ønske sig?«

»Han fremhævede og hyldede med stor passion altid andres bedrifter og nedtonede sine egne. Manden har vundet adskillige NBA-titler, MVPs og en Oscar - og alligevel boblede han med glæde, når én, han elskede, nåede et lille simpelt mål.«

»Kobe var altid den første, der ringede, når man havde lavet en lille bedrift. Det var én af hans største gaver som en ven, og det er noget, jeg altid vil savne,« lød det rørende fra Rob Pelinka.

Ved ceremonien i Staples Center leverede bl.a. legenden Michael Jordan en tårevædet tale til Kobe Bryant. Læs mere her.