Den mangeårige NBA-stjerne Ray Allen var tæt på at komme slemt til skade i weekenden.

Her styrtede den 45-årige amerikaner nemlig, da han var ude at cykle tæt på sit hjem. Det skriver han på Instagram.

Ray Allen beskriver, hvordan han væltede, da en bil pludselig kørte op bag ham og kom meget tæt på.

'Jeg kiggede tilbage, og bilen var væk, men da jeg vendte hovedet igen, var det for sent. Jeg endte ovre i nogle træer,' skriver han blandt andet.

Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Basketball-legenden kunne selv gå tilbage til sit hus efter uheldet, men fortæller, at han havde svært ved at trække vejret og var tæt på at besvime.

Og han ved da også godt, at det kunne være gået meget værre.

'Jeg takker gud for min hjelm. Som billedet viser, så landede jeg på hovedet først. Min hjelm reddede mig fra en langt værre skæbne.'

Ray Allen delte et billede af sin hjelm på det sociale medie, og her var der tydelige skrammer efter det voldsomme styrt i USA.

Den tidligere NBA-mester skriver afsluttende i opslaget, at han måtte en tur på hospitalet.

'Min kone kørte mig på hospitalet, fordi hun ville være sikker på, at jeg ingen indre blødninger havde. Heldigvis var alt okay.'

Efterfølgende har flere tidligere kollegaer fra basketball-verdenen sendt en besked til Ray Allen.

'Godt, at du er okay, min bror,' skriver LeBron James, mens Reggie Miller skriver 'Velkommen i klubben. Hjelm, hjelm, hjelm! Håber, du er ovenpå hurtigt igen, min ven.'