Traditionen er næsten 120 år gammel. Men i år bliver det ikke til noget.
Hubertusjagten i Dyrehaven er aflyst som følge af situationen med coronavirus. Det oplyser Sportsrideklubben i en pressemeddelelse, skriver Ridehesten.
»Det har ikke været nogen nem beslutning, og forskellige muligheder har være vendt og drejet, men konklusionen er, at det hverken vil være muligt eller ansvarligt at gennemføre i år,« skriver Sportsrideklubben i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Vi beklager overfor jagtrytterne og ikke mindst overfor de 25.000-45.000 tilskuere, som hvert år har en stor oplevelse i Dyrehavens smukke efterårsdragt, hvor Sct. Hubertus i ca. 120 år har kaldt sine jægere til jagt,« lyder det jagten, der rides hvert år den første søndag i november.

Hubertusjagten er forbundet med mange traditioner og forventninger.
Starten går altid ved Peter Liep, og et af de helt store højdepunkter for publikum er den berømte magasindam, hvor rytterne skal springe over en forhindring og ned i vandet. Noget, der gennem årenes løb har medført adskillige ufrivillige dukkerter.
Målstregen ligger ved Eremitageslottet, og på trappen foran det bliver vinderen hyldet af blandt andre kronprinsesse Mary, som selv har en stor interesse i heste.
Derudover modtager vinderen kronprinsesse Marys ærespræmie. De kongelige børn er også oftest med til jagten, og sidste år var prins Christian og prinsesse Josephine således at finde i Dyrehaven, der ligger i Klampenborg.

Hubertusjagten skulle have fundet sted den 1. november 2020, men deltagerne må altså vente et år mere.
Sidste år var det Signe Kongebro på Kashmir, der vandt løbet for de store heste, mens Caroline Nielsen og Anbally Girl vandt ponyfeltet.
Det er ikke første gang, den populære jagt er blevet aflyst, men vi skal mange år tilbage for at finde det seneste eksempel.
I 1941 måtte den droppes, fordi frosten i Danmark var for hård. Derudover var den aflyst i 1943 og 1944 under krigen.