Politiet forsvarer Smukfest efter kaos-koncert: 'Helt som forventeligt'
Sydøstjyllands Politi fortæller nu, at man ikke har været inde over den stærkt kritiserede Minds of 99-koncert, hvor ikke mindst 10 personer måtte flygte over en bar fra folkemasserne.
Arkiv. Sydøstjyllands Politi er den lokale politi under Smukfest, og politikredsen har flere indsatser i forbindelse med musikfestivalen i Skanderborg. Foto: Anthon Unger
Lørdag aften, da Minds of 99 gik på Bøgescenen under Smukfest, slog man publikumsrekord.
Men de massive folkemængder skabte også utrygge situationer på festivalen, hvilket flere festivalgæster har beskrevet til B.T., og hvilket Smukfest har erkendt.
Der var mennesker så langt øjet rakte til Minds of 99s koncert på Bøgescenen lørdag aften. Foto: Fie West. Foto: Fie West
Sydøstjyllands Politi forsikrer dog nu om, at musikfestivalen i Skanderborg og deres mange frivillige havde helt styr på det.
»På et tidspunkt har det været for mange mennesker, hvor 10 personer bliver løftet ind i en bar, og det er også tilgået os,« vedkender vicepolitiinspektør Finn Ellersgaard.
Han forklarer dog, at Sydøstjyllands Politi ikke har været involveret i forbindelse med presset på koncerten, samt forsikrer, at Smukfest levede fuldt op til det sikkerhedsansvar, man har som arrangør.
»Det er helt som forventeligt, at de kunne klare det selv, og det gjorde de også,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Bettina Hjort og Heidi Høi var nogle af dem, der oplevede det store pres til Minds of 99 lørdag aften på Smukfest. Foto: Lykke Buhl
Hos Sydøstjyllands Politi understreger man, at der heller ikke efter deres vidende kom nogen til skade under koncerten med Minds of 99.
»Men det kan selvfølgelig komme ind senere,« vedkender vicepolitiinspektør Finn Ellersgaard.
B.T. talte ikke mindst med den trofaste Smukfest-gæst Kenneth Kristensen, der under Minds-koncerten blev mast ind i en bar og måtte flygte hen over den. Læs mere om det HER.
B.T. dækker Smukfest hele ugen – følg med i livebloggen HER.