Festivalgæster raser efter voldsomt pres under koncert: 'Bare det at komme ud var et mareridt'
Minds of 99-koncerten på Smukfest lørdag aften udviklede sig til en regulær utryg oplevelse for flere festivalgæster, der oplevede for mange mennesker og et voldsomt pres. Smukfest fortæller, at flere er blevet klemt.
Bettina Hjort og Heidi Høi var nogle af dem, der oplevede det store pres til Minds of 99 lørdag aften på Smukfest. Foto: Lykke Buhl
Lørdag aften vælter det ind med henvendelser til B.T. fra folk, der har haft en rigtig ubehagelig oplevelse til Minds of 99-koncerten på Bøgescenen, fordi presset af mennesker simpelthen blev for stort.
Efter koncerten møder B.T. også Heidi Høi, der stod langt tilbage fra scenen, men alligevel var ret chokeret over det, hun oplevede, og i den grad undrede sig over sikkerheden.
»Det var meget tæt derinde, og hvis der nu sker noget, så er der jo ingen mulighed for at komme ud derfra, der er ingen brandvej, der er ingenting. Hvor er sikkerheden henne? Den kan man godt blive lidt bekymret for,« lyder det fra festivalgæsten.
Hvad skulle man have gjort i stedet for?
»Jeg synes, der skulle være en sti, der var fuldstændig fri, så man kunne komme af den vej, hvis der sker noget – det kan man jo ikke her, bare det at komme ud nu var jo et mareridt,« lyder det.
En anden, der i den grad havde en ubehagelig oplevelse, er Anita Rosa Johnsen, der ellers både bor i Skanderborg og har deltaget i festivalen i 20 år – men lørdag aften blev det alt, alt for meget for hende.
»Der blev lukket alt for mange mennesker ind. Vi kunne ikke komme hverken frem eller tilbage. Folk var pressede, og slagsmål lurede,« beskriver Anita Johnsen i en mail til B.T.
Der var mennesker så langt øjet rakte til Minds of 99s koncert på Bøgescenen lørdag aften. Foto: Fie West.
»Vi har altid bakket op om festivalen og talt alt det sure ned. Vi har været med til Kim Larsen og Tobias Rahim, da scenerne blev spærret af. Det her var langt værre. Under al kritik og yderst utrygt,« skriver hun videre.
Også Kenneth Kristensen er kommet på Smukfest i mange år, men lørdag aften havde han en så voldsom oplevelse, at turen gik hjem før tid.
»Vi sidder nu i bussen hjem alt for tidligt med en meget dårlig smag i munden,« lyder det fra festivalgængeren, der kalder situationen 'katastrofal'.
»Vi elsker Smukfest og har været med i mange år, men det her var langt over grænsen for, hvad der føles forsvarligt,« lyder det videre.
Menneskemængderne under koncerten gik så langt op, at man ikke kunne se, hvor de stoppede. Foto: Fie West
Kenneth Kristensen beskriver videre, hvordan han stod i baren, da koncerten startede, og herfra gik det galt.
»På få minutter blev menneskemængden så voldsom, at det føltes direkte utrygt,« skriver han til B.T.
»Folk gik i panik, nogle måtte hjælpes over baren, og vi endte selv med at måtte hoppe over for at komme væk. Det var en situation, hvor man oprigtigt blev bange for, hvad der kunne ske,« lyder det videre fra festivalgæsten.
Han mener, der i den grad skal kigges på sikkerheden ved Bøgescenerne, så det ikke gentager sig.
Foto: Fie West
»Jeg er fuldstændig chokeret over, at der tilsyneladende ikke blev grebet ind, da situationen udviklede sig så voldsomt,« skriver han.
Smukfest har lørdag aften udsendt en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at Minds of 99 med 38.000 publikummer er den mest besøgte koncert på dette års festival.
Festivalen anerkender, at der var et 'for stort pres'.
'Da bandet begynder at spille, sker der et stort rykind til Bøgepladsen fra de to spise- og væreområder, Torvet og Lysningen. Det gav et meget pludseligt pres ved nogle af barerne i den sydvestlige del af Bøgepladsen,' lyder det i en pressemeddelelse.
Sikkerhedschef Thomas Rydahl oplyser samtidig, at 10 gæster blev klemt, og at man tager de, der oplevede et for stort pres, alvorligt.
Man vil nu tage hånd om de gæster, lyder det.
»Cirka 10 gæster blev klemt på en måde ved en bar, så de frivillige medhjælpere måtte hjælpe dem over disken og ind bagved. De blev virkelig forskrækkede – både gæsterne og de frivillige – og det tager vi hånd om nu.«
»Langt, langt de fleste publikummer på Bøgepladsen havde en forrygende koncert. Der var nogle få, der oplevede for stort pres, og det tager vi selvfølgelig alvorligt,« understreger Thomas Rydahl, sikkerhedschef på Smukfest.
Smukfest oplyser samtidig, at ingen kom til skade, og man opfordrer til at henvende sig til festivalens personale, hvis man er blevet klemt eller har oplevet noget ubehageligt.
B.T. dækker Smukfest hele ugen – følg med i livebloggen HER.