Torbjørn Pedersen mødte sin kæreste Le ved et bryllup i 2012. Men dengang var han på vej til Arktis, så de var pennevenner i flere måneder, før de blev kærester.
I dag er de gift, men skriver stadig sammen på daglig basis.
Den 10. oktober 2013 forlod Torbjørn Pedersen Danmark og Le med en plan om at besøge alle lande i verden med det lille benspænd, at han ikke må flyve én eneste gang.
Rejsen burde kunne gøres på fire år. Måske på tre et halvt år, hvis han »løb lidt hurtigere« igennem nogle af de lande, han tidligere havde besøgt.
Sådan kom det ikke til at gå. Mens Le bor, arbejder og har sin hverdag i København, rejser Torbjørn stadig. På niende år holder de liv i kærligheden på langdistance.
Det kræver vilje, tillid og ekstrem loyalitet, fortæller Torbjørn Pedersen fra østaten Vanuatu, som han besøger for tiden.
»Inden jeg forlod Danmark, sov vi sammen hver nat. Siden har vi pletvis været sammen i 24 lande verden over, når Le har besøgt mig. Men hun vil helt sikkert helst have, at jeg vågner op i Danmark ved siden af hende, hver dag.«
Før afrejsen i 2013 talte de om, hvordan turen ville påvirke deres forhold.
»Jeg havde masser af erfaring med langdistanceforhold,« siger Torbjørn Pedersen, der dengang var 34 år og tidligere havde arbejdet i både Libyen, Eritrea og Kasakhstan.
»Mange gange har jeg haft kvinden i mit liv, når jeg tog af sted, men jeg har aldrig prøvet at være i parforhold, når jeg kom hjem.«
Med andre ord: Hans succesrate var begrænset, når det handlede om at holde liv i et parforhold på afstand.
»Jeg advarede Le og sagde, at min erfaring var, at det kræver meget – af begge parter.«
Hendes svar var:
»Lad os give det en chance. Så længe det giver mening, synes jeg, vi skal holde sammen.«
Han er lykkelig for at kunne sige, at det i dag, mere end ni år senere, stadig giver mening.
Da de tog afsked, syntes de, det ville være svært at være langdistancekærester i fire år.
»Da jeg nåede op på seks år, og det så ud til, at jeg kunne være hjemme ti måneder senere, highfivede vi og jublede over, at vi havde klaret det.«
Men så brød pandemien ud, og verden gik i stå.
»Le har aldrig nogensinde bedt om en dato eller sat som et ultimatum, at jeg skulle give op. Det er mig, der skal sige stop, og der går ikke én dag, uden at jeg tænker over, om mit projekt er det værd.«
På trods af afstanden synes han, de er kommet hinanden nærmere. De har »et hav af unikke oplevelser« fra de gange, hun har besøgt ham. Men der har også været perioder, hvor det var tvivlsomt, om de ville fortsætte sammen.
»Vi har haft kriser – typisk, når vi hver for sig har haft for travlt.«
Mens han har været væk, er Le blevet læge, har skrevet en ph.d., fået job i et medicinalfirma og har trænet op til og gennemført to ironmen. Så hun har haft travlt.
Selv møder han hele tiden nye mennesker, holder foredrag, mødes med Røde Kors og bruger lang tid på sin rejse.
»Jeg er ofte stresset og underdrejet af logistik og bureaukrati.«
Det kan nogle gange mærkes mellem dem:
»Når vi har for travlt, forsvinder de dybe samtaler, og kontakten ender i overfladiske 'god morgen'- og 'god aften'-beskeder. Det er helt o.k. i en periode, men det må ikke stå på særligt længe, før det bliver farligt, og vi mister forbindelsen,« siger han.
Men uanset om man er i parforhold derhjemme eller på distancen, skal man gøre op med sig selv, om det er dén person og dét forhold, man vil have, mener Torbjørn Pedersen:
»Du skal kæmpe for det.«
I sine foredrag sammenligner han et godt parforhold med at spille harmonika.
»Når man er tæt sammen, kan det blive meget intenst. Det er der, hvor man spørger: 'Hvem er du sammen med, hvorfor og hvor længe?' Det kan man ikke holde til i længden, før man har brug for at få luft og for at lægge afstand til den anden.«
Men bliver afstanden for stor, bliver det ligegyldigt. Kunsten er at få træk i harmonikaen, så den spiller rent, og der er harmoni og balance i forholdet.
I Torbjørn og Les tilfælde er det helt fint at have travlt og trække sig i en uges tid, men de skal huske at advare hinanden inden:
»Ellers undrer den anden sig, og så kræver det ekstra fokus fra begge parter at finde tilbage.«
Et par gange om måneden ringer de sammen på video. Resten af tiden kommunikerer de på mail eller i tekstbeskeder.
»Vi bliver nødt til at være ærlige, for man kan læse meget mellem linjerne,« siger han og tilføjer:
»Vi er begge meget loyale mennesker. Jeg har aldrig været utro, og det tror jeg på, at hun heller ikke har.«
Men det kræver tillid.
»Jeg har mødt 10.000 mennesker og har en spændende profil, som mennesker kan blive tiltrukket af.«
Nogle gange er der kemi, og han skal beslutte, om det er noget, han vil forfølge, eller om han vil værne om det, han har bygget op og holder af sammen med Le.
»Jeg kunne ikke leve med mig selv, hvis jeg havde været utro, så jeg lader altid den sidste øl stå. Den loyalitet, jeg forventer fra hende, skal jeg også selv levere.«
Hun kan følge med i hans liv, for han har offentlige profiler på alle sociale medier, men hun er ikke på Facebook. Til gengæld deler de kalender.
»Jeg kan se, hvornår hun skal til fysioterapeut eller til fødselsdag. Det er en måde at holde sig opdateret på hinandens liv, og det er praktisk i forhold til, hvornår vi kan mødes.«
Det kan de nu – for første gang i fem måneder skal han se Le – og han glæder sig:
»Vi tanker op, når vi ser hinanden, og ser frem til det.«
Han har vænnet sig til et liv, hvor sex er er en gave, man får hver tredje eller fjerde måned, og tænker egentlig ikke, at det er særligt.
»Jeg kan høre på mine venner, der har fået børn, at det med sex også er noget, der kan gå måneder imellem.«
Efter ni år er han kun tre lande fra at kunne vende hjem. Går det, som han håber, kan Torbjørn Pedersen være tilbage i København i april måned næste år. Det glæder han sig til:
»Men lige nu er jeg meget mere begejstret for i morgen at skulle hente Le i lufthavnen.«
»Hun er normaliteten og ankeret i mit liv – og fandeme dejlig. Jeg har ikke før oplevet et langdistanceforhold, der holdt, men vores forhold er ekstremt.«
