Torbjørn Pedersen barberer sit skæg af, hver gang han får besøg af kæresten Le. Nu når skægget ham til brystet. Det er syv måneder siden, de sidst så hinanden.

Han savner hende.

Torbjørn Pedersen er eventyrer og satte i 2013 sig selv på en opgave. Han ville besøge alle verdens lande uden at flyve én eneste gang.

Da han forlod Danmark og Le, forestillede han sig, at det ville tage fire år højst.

Skægget er ved at være langt. For det er syv måneder siden, Torbjørn Pedersen sidst så kæresten Le.
Skægget er ved at være langt. For det er syv måneder siden, Torbjørn Pedersen sidst så kæresten Le. Foto: Privatfoto
Vis mere

Nu er der gået seks et halvt år, og rejsen er gået i stå. Coronakrisen kom i vejen.

Som B.T. skrev i februar, mangler han kun ni lande for at gennemføre sit projekt. Men nu har han været strandet 87 dage i Hongkong. Uden udsigt til snart at kunne komme videre. Det har sat ham i et dilemma.

Han har lyst til at gennemføre, men han har også lyst til at komme hjem. Både han og kæresten hjemme i København drømmer om at ‘drikke morgenkaffe sammen og holde i hånden’.

»Men Le er opmærksom på, om hun får en Torbjørn hjem, der ikke gennemførte, og som med tiden bliver bitter. Ham vil hun ikke have hjem.«

Ni lande lyder ikke af meget. Men han har gemt de mest besværlige til sidst. Han mangler blandt andet Maldiverne og en gruppe små østater i Stillehavet.

Det er øriger uden færger, og afstandene er store. Der sejler eksempelvis ikke dagligt skibe mellem Hongkong og næste stop Paulau. Han skal ombord på et containerskib i 13 dage.

Han har koordineret rejserne med de rederier, blandt andet Mærsk, der uofficielt støtter ham.

»Det hele var klappet og klart, og det ville tage 10 måneder at nå de sidste lande.«

Efter planen skulle han have været hjemme til oktober. Men da han kom til Hongkong i slutningen af januar, havde covid-19 ramt Wuhan.

»Jeg kiggede på et kort og tænkte, at det ikke havde en skid med mig at gøre.«

Men så begyndte sygdommen at sprede sig, lande lukkede, og han kunne ikke længere få lov at komme ombord på skibe.

Nu håber han, at han om tre til fire måneder - måske - igen kan boarde et containerskib, derefter er der stadig 10 måneder tilbage af rejsen. Hvis alt går vel, kan han være hjemme om et år - fra nu af.

Torbjørn Pedersen var strandet i Hongkong under corona. Foto: @onceuponasaga.
Torbjørn Pedersen var strandet i Hongkong under corona. Foto: @onceuponasaga. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Så er jeg 41 år gammel. Jeg vil gerne have familie med Le. Det kan jeg måske, når jeg er 50, men det kan hun måske ikke. Lige nu tænker jeg meget over, hvad prisen er, for at jeg bliver herude et år for længe.«

En del af Torbjørn Pedersen vil gerne hjem. En anden vil gerne fortsætte. Komme i mål i stedet for at være ham, ‘der måtte opgive’.

Da eventyret begyndte i 2013, var det udelukkende et soloprojekt. Godt nok samarbejdede han med Røde Kors, men det var ikke dét, der drev ham.

»Jeg var så egoistisk, som jeg kunne være. Jeg var ligeglad med Røde Kors’ projekter, og jeg var ligeglad med landene, jeg rejste i. Jeg skulle bare videre til næste sted.«

I dag handler rejsen ikke længere kun om ham. Han har besøgt Røde Kors' projekter i 189 lande. Menneskene og projekterne, han har mødt og besøgt, er blevet vigtige for ham.

Han føler sig forpligtet overf or firmaet Ross DK, der forsker i vedvarende energi, og som har sponsoreret 40 pct. af projektet. Og ikke mindst føler han sig forpligtet over for de 50.000 følgere, han har fået på de sociale medier.

Han er blevet en inspirationskilde for mange mennesker. De skriver til ham og takker ham for at have holdt modet oppe hos dem gennem eksamener, vægttab og familiekriser. Nu føler han et ansvar - også over for dem.

»Hvis det kun var mig, der måtte leve med, at jeg ikke blev en succes, var det lettere.«

Torbjørn Pedersen mangler kun tre lande fra at have rejst i alle verdens lande i ét stræk uden at bruge fly. Foto: @onceuponasaga
Torbjørn Pedersen mangler kun tre lande fra at have rejst i alle verdens lande i ét stræk uden at bruge fly. Foto: @onceuponasaga Foto: Privatfoto
Vis mere

Mange af følgerne misunder ham eventyret. ‘Du ser så meget. Du er på én lang ferie. Du skal ikke smøre madpakker,’ skriver de.

Men det er ikke kun frihed og fornøjelse at være afsted. Han har læst om rejsedepression - de fleste forbinder det med nedturen, når man kommer hjem fra en rejse. Men det findes også, mens man er afsted. Torbjørn Pedersen ved, at man kan blive ‘mæt af solnedgange, smukke udsigter og livet i en taske’. At sidde fast i Hongkong hjælper ikke på humøret.

»Jeg har været ramt af det nogle gange undervejs. Både i længere og kortere perioder - sidste gang var i lørdags.«

Denne gang gik det gik heldigvis hurtigt over. Tankerne runder igen kæresten hjemme i København.

Sidste besøg fra kæresten Le fra Danmark. 
Sidste besøg fra kæresten Le fra Danmark.  Foto: Privatfoto
Vis mere

De taler sammen hver dag. Hun har besøgt ham 21 gange undervejs. Han friede til hende i Kenya under det 10. besøg. De skal giftes - og han er ikke i tvivl om, at hun støtter ham.

Alligevel er han ‘mere og mere bange for at komme hjem’.

»Jeg elsker Le. Vi har været kærester i syv et halvt år, men har haft et langdistanceforhold med mig ude i verden i de seneste seks et halvt år,« siger han.

»Jeg har en meget høj omstillingsgrad. Jeg kan være glad i slumkvarter og på et femstjernet hotel. Jeg kan trives i ørkenen og i regnskoven. Jeg siger til mig selv, at sådan er det også, når jeg kommer hjem. Men hvad hvis det ikke er rigtigt? Vi er blevet vanvittigt selvstændige. Hvem siger, at vi kan finde ud af at leve under samme tag,« spørger han. Og hvor længe tør han vente med at finde ud af det?

På de dårlige dage 'kan verden bare brænde op'. Så han vil hjem - nu.

»Men på de gode dage tænker jeg på Røde Kors, på de mennesker, der vil fejre det med mig, når jeg når i mål, og på dem, der følger mig.«

Hong Kong på dag 87 er heldigvis en af de gode. I dag fortsætter han sin rejse.

Som han siger med henvisning til covid-19:

»Jeg kan blive den første, der uden at flyve har rejst i alle lande - og måske også den sidste.«