I mange år har Charlotte og Christina Bøving mødt hinanden én gang om året til julefrokost hos en fælles veninde. Men første gang de talte ‘rigtigt’ sammen, mødtes de uden forventning om sjov og champagne og uden at være flankeret af den sædvanlige venindegruppe.
Charlotte Bøving havde lige været indlagt med tarmslyng, og Christina var netop blevet skilt, da de til en barnedåb opdagede en ny sårbarhed hos hinanden.
»Jeg kunne mærke ‘fuck, hvor er hun dejlig’, men vidste ikke, om jeg havde selvtillid til at gå om bord,« husker tv-lægen om det første møde.
Men da de kyssede farvel, var ingen af dem i tvivl – to flokke af sommerfugle baskede simultant. De mavelandede dog pladask på maven fire dage senere, da lægerne opdagede pletter på Charlotte Bøvings lunger. Et tegn på, at den kræftsygdom, hun i 2016 blev opereret for, måske var tilbage.
Med en beslutning om at trække følehornene til sig ringede hun til Christina:
»Jeg er et dårligt lod, du skal videre med en anden. Du fortjener ikke at være sammen med en, der måske skal til at være alvorligt syg,« sagde hun.
Christina Bøving husker følelsen af at blive ramt af en uretfærdighed:
»Jeg havde aldrig før prøvet det her … klik, klik, klik,« siger hun og viser med fingrene, hvordan tingene faldt i hak.
»Følelsen af at finde det menneske, der var ens manglende brik, og så har hun en diagnose med sig. Det var jo vanvid.«
Alligevel var hun ikke i tvivl:
»Jeg vil hellere have ti minutter med dig end ingenting.«
»Det gav mig en enorm følelse af tryghed – og mod til at gå ind i det her, selvom jeg har en kræftdiagnose, selvom vi boede 300 kilometer fra hinanden, selvom Christina er mor til tre, og selvom en af os skulle flytte,« siger Charlotte Bøving.
Lige siden har de været et par og har nu sammen skrevet bogen ‘Til døden os skiller’ om at leve med en uhelbredelig sygdom.
»Helt ærligt, så anede jeg ikke, hvad det indebar,« siger Christina Bøving.
I dag ved hun, at livet på alle måder bliver mere intenst:
»Det er crazy, hvordan en diagnose åbner for sluserne – af grin, gråd og skænderier. Vi er ude i ekstremer, du og jeg. Det er vildskab og stormvejr. Jeg har fældet mange tårer af kærlighed, af frygt og af lykke. Er du sindssyg, jeg har været bange for at miste dig – og lykkelig for at have mødt dig.«
Et par måneder efter barnedåben flyttede hun med sine to børn fra København til Varde, hvor Charlotte Bøving har sin lægepraksis. De skrev testamente og ved præcis, hvad der skal ske, hvis hun dør før Christina.
Men allerede en måned efter deres første møde var Christina Bøving med til undersøgelser på hospitalet, det har betydet meget for hende.
»Det, at jeg har fået lov til at være med på rejsen og ved, hvad der skal ske, gør, at jeg kan slappe af i det,« siger hun.
I dag er kræften i ro, og Charlotte Bøving håber, hun skal leve mange år endnu med sygdommen. Det seneste halvandet år har andre sygdomme fyldt væsentligt mere mellem dem.
Charlotte Bøving har haft dårlig ryg og får jævnligt meget smertefulde anfald af tarmslyng.
»Jeg har ikke sovet ordentligt i et år, det har påvirket deres forhold, sexliv, nattesøvn – alting – fordi vores overskud er presset.«
Så kan tonen indimellem blive ‘barskere’. Charlotte bliver spids, Christina bliver stille. Det har kostet skænderier.
Men Charlotte Bøving kan afmontere selv det ‘vildeste skænderi’ med spørgsmål som: ‘Hov, der er en dejlig sang, skal vi danse’, eller ‘skal vi mødes om en halv time i boblebadet’, eller ‘skal vi tage på date – alene – på fredag’.
»Vi skændes med respektfuldhed, og vi lander – altid,« siger Charlotte Bøving.
En af de seneste gange, bølgerne gik højt, var, da hun fik mulighed for at tage til Mellemamerika på optagelser til et nyt Discovery+-program.
Hun havde lyst til at prøve sig selv af, men Christina synes, rejsen var for risikabel.
»Jeg var djævlens advokat og stillede spørgsmål som ‘hvad nu hvis du får tarmslyng’ og ‘hvad nu hvis du kommer hjem, dårligere end du tog afsted’.
Da Charlotte Bøving havde hørt alle argumenterne, sagde hun:
»Nu har jeg brug for, at der bliver god stemning, for jeg har taget min beslutning, og jeg vil tage den udfordring.«
Og der sluttede diskussionen, forklarer Christina Bøving:
»Det fritog mig for ansvar, og jeg vil ikke begrænse Charlotte i hendes liv, fordi jeg er bange for, at hun dør. Men jeg skal have lov at have min stemme.«
Selv da alle hendes bange anelser gik i opfyldelse, og Charlotte Bøving blev indlagt på et lokalt hospital med endnu et tilfælde af tarmslyng, faldt hun ikke for fristelsen til at sige ‘hvad sagde jeg’.
I stedet krammede hun sin kone ekstra hårdt, da hun var hjemme igen.
»Jeg er nødt til at turde tåle, hvis jeg skal af med Charlotte før tid – men det vil jeg ikke.«
