Kiggede man en aften for fem år siden ind ad vinduet hos Tina Myung Povlsen og hendes kæreste, havde man set en lykkelig familie. Ved middagsbordet sad hun på den ene side, mens han sad på den anden og nussede sin fireårige datter på ryggen. Men hvert kærtegn fik jalousien til at hugge syle i hjertet på Tina Myung Povlsen, for de var ikke en lykkelig familie.

Hun har netop skrevet bogen ‘Hun er jo bare 4’, inspireret af sine oplevelser med at blive papmor. Nogle kalder det bonusmor - hun oplevede det ikke som en bonus. Men den slags er tabu. I næsten to år levede Tina Myung Povlsen med skyld og skam, fordi det ikke lykkedes hende at føle og opføre sig som en mor over for sin kærestes datter.

Du kan chatte med og stille spørgsmål til Tina Myung Povlsen på bt.dk i dag kl 11:45.

Senere på aftenen viste jalousien igen tænder, når far og datter lå sammenfiltret på sofaen, mens hun sad stift på kanten af sofaen og ‘strittede’. I dag undrer hun sig over, at hun ikke bare satte sig hen til dem.

»Men det føltes, som om det var dem mod mig. Jeg kunne kun tænke på, hvorfor han ikke nussede mig. Nogle gange lavede jeg konflikter bare for at være på tværs,« siger hun.

I dag kalder hun det en ‘komplet barnlig reaktion’, men dengang var følelserne uendeligt virkelige.

»Ubevidst ønskede jeg, at Silje ikke var der. Jeg ønskede, at det bare var os to, men det kunne jeg ikke sige.«

Endte det i kamp, og med stejle krav, ville hun tabe.

Det første møde

Det begyndte ellers så smukt med to mennesker, der blev forelskede. Da Tina Myung Povlsen var 26 år, havde hun kendt sin kæreste i 1½ år. Hun boede i København, og han i udlandet. Efter planen skulle hun flytte op til ham og hans datter, mens hun skrev sit speciale. At hun kort forinden blev gravid, var ikke en del af planen.

Der var også masser af kærlighed ... Her er to buketter til Tina Myung Povlsen. En fra hendes kæreste og en fra hendes papdatter. Foto privat. Vis mere

Hendes kæreste syntes, at timingen var dårlig, og ønskede ikke barnet. En beslutning, hun blev både skuffet, vred og ked af.

»Men jeg fik aldrig sagt, hverken til ham eller mig selv, at jeg gerne ville have barnet. Jeg var selv i tvivl, men inderst inde ønskede jeg, at han ville tilvælge barnet og mig - som sin familie,« siger hun.

Hun fik en abort og flyttede tre måneder senere ind i lejligheden, hvor hendes kæreste hver anden uge var delefar til et barn, som ikke var hendes. Men tankerne om den familie, der kunne være blevet, smittede af på forholdet til papdatteren.

»Jeg følte, at jeg burde elske hende, som min kæreste gjorde, men det gjorde jeg ikke. Han syntes, at vi var en familie, men det var ikke min familie. En del af min modvilje handlede nok om frygten for, at han skulle synes, at Silje, han og jeg var en perfekt familie, og at han derfor ikke havde lyst til at få børn med mig,« forklarer hun.

Der var også gode stunder, f.eks. når hun fulgte Silje i børnehave.

»Det var hyggeligt. Når vi var alene, havde jeg ikke jalousifølelsen. Hun var ikke anderledes, om hendes far var der eller ej. Det hele skete inde i mig,« husker Tina Myung Povlsen.

En dag på ski, mens Tina Myung Povlsen stadig boede i udlandet med sin kæreste og hans fireårige datter. Privatfoto. Vis mere

Biologi, der blokerer

Hun funderer over, om det er ren biologi. Om rollen som papmor var svær, fordi hun selv drømte om et barn. Hun ved, at man sagtens kan elske et barn, som en anden kvinde har født, for hun er selv adopteret fra Sydkorea og har aldrig været i tvivl om sine forældres kærlighed.

»Hvis man ikke selv har børn, eller drømmer om at få det, er man måske mere åben for at elske andres. Men føler du den biologiske drift, er det svært at sige, om man vil kunne elske en andens barn ubetinget - om man vil dø for det.«

2½ år efter deres første møde forlod Tina Myung Povlsen Siljes far. I dag bor hun sammen med en ny kæreste i en lejlighed i København. Han har ikke børn, men de drømmer om at få et - sammen.

Hvor går grænsen?

Det er fem år siden, at Tina Myung Povlsen blev papmor. Siden har hun mødte andre papmødre. Ud over jalousien er noget af det, hun har genkendt, afmagten over at få rollen som den voksne, men alligevel ikke at måtte spille den rolle.

»For hvor meget må du som papmor sætte egne grænser, og hvor meget må du blande dig i din kærestes opdragelse? Jeg er sikker på, at alle fædre og mødre bliver irriterede på deres børn, men jeg følte ikke, at jeg måtte blive det. Så vreden eller irritationen sad fast inden i mig,« siger hun.

Hendes kæreste kunne have hjulpet hende ved at acceptere, at det var svært.

»Men jeg tror, at hans største frygt var, at jeg ikke kunne lide hans barn,« siger hun.

I dag ville hun forvente meget mindre af sig selv, hvis hun igen skulle blive papmor.

»Man kan kun håbe, at man med tiden lærer at elske barnet - frem for bare at holde af det,«  forklarer hun.

Husk, at du kan stille spørgsmål til Tina Myung Povlsen på bt.dk i dag kl. 11:45.