For første gang i to måneder er flaget på det ikoniske Zoo-tårn blevet hejst.

Desværre kom der ikke helt så mange besøgende, som man havde håbet, da København Zoo torsdag lukkede portene op for gæster for første gang siden december.

Måske det skyldes deres nye setup. Adgangskravet.

Som et led i regeringens genåbningplan skal havens besøgende fremvise en højst 72 timer gammel coronatest med et negativt testsvar for at kunne blive lukket ind.

Helt lavpraktisk foregår det således, at der er opstillet to pavillontelte ved indgangen. Her skal gæsterne vise id og dokumentation for et negativt coronasvar.

I et samarbejde med Frederiksberg Kommune har man derfor lavet dyreparkens gamle direktørbolig om til et testcenter.

Et initiativ, som Jacob Munkholm Hoeck, Københavns Zoologiske Haves presse- og kommunikationschef, er godt tilfreds med:

»Et spontant besøg i Zoo er svært, når det kræver at kunne påvise en højst 72 timer gammel negativ test. Men i og med, at man kan blive testet hér, kan man stadig tage spontant herind. Derfor kan vi se lidt mere lyst på det hele.«

Flaget er hejst, og København Zoo er torsdag genåbnet.
Flaget er hejst, og København Zoo er torsdag genåbnet.
Vis mere

Han fortæller desuden, at man i Zoo har været meget bekymret for, hvor mange der egentlig ville komme. Testen kan nemlig virke som en yderligere barriere, som gæsterne skal overkomme for at besøge dem.

Og det er da ingen hemmelighed, at han på genåbningendagen havde håbet at se flere ansigter.

»Jeg kunne godt have tænkt mig, at her var lidt flere. Der er ikke så mange, som jeg håbede på, men den gode stemning er her. Det har været en tom følelse at gå rundt i haven uden besøgende, så det her er en dag, vi længe har set frem til,« fortæller Hoeck.

Og han er ikke den eneste, der er begejstret. Havens første besøgende hedder Anne Hansen. Hun har længe ventet på dagen, hvor hun igen kan gå en tur i den have, som betyder utrolig meget for hende.

»Jeg er kommet her, siden jeg var helt lille. Så det er en festdag for mig at komme herind igen. Jeg har savnet dyrene, og jeg er sikker på, at de også har savnet mig,« siger 41-årige Anne med et smil.

Anne Hansen var dagens første besøgende.
Anne Hansen var dagens første besøgende.
Vis mere

Anne var én af dem, der tog en coronatest i den tidligere direktørbolig.

»Jeg er helt tryg ved at være i Haven. Det er nemt at tage en test lige ved siden af indgangen, og jeg er helt tryg ved det,« fortæller hun.

Man kender endnu ikke det nøjagtige tal på antal besøgende på genåbningsdagen i København Zoo. Dog kan Jacob Munkholm Hoeck sige med sikkerhed, at de ikke når op på det 'normale' antal for en torsdag i marts:

»På en normal dag i marts vil vi have omkring 1.000-1.200 besøgende. Et skøn vil lyde på, at vi i dag kommer op på 400. Maks. 500,« fortæller han.