Statsminister Mette Frederiksens (S) Israel-rejse har medført kritiske røster på Christiansborg. Og pludselig fremstår rejsen i et helt andet og langt mere negativt lys end for et par dage siden.

Det mener B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»I begyndelsen lignede det en statsminister, der ikke ville vente mere. Hun ville sikre vacciner til danskerne og tage sagen i egen hånd.«

Men flere partier på Christiansborg er kritiske over for Mette Frederiksens rejse til Israel af flere årsager.

Statsminister Mette Frederiksen (S).
Statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Danmark skal ikke tage vacciner fra palæstinensere, mødet kunne lige så vel foregå virtuelt, og rejsen er med til udskyde forhandlinger om genåbning. Det er kernepunkterne i de kritiske røster.

Også statsministerens støttepartier SF, De Radikale og Enhedslisten er kritiske, hvilket kun tydeliggører den enorme utilfredshed, vurderer Henrik Qvortrup:

»Men man skal holde fast i, at de vacciner fra Israel ikke er til nu. Det går ikke hurtigere eller langsommere med at få vaccineret her og nu. Vaccinerne har længere udsigter, og hun siger jo også, at det er med henblik på eventuelle senere mutationer.«

»Rejsen fremstår i et lidt andet lys. Den giver noget støj på linjen og er knap så stor en vindersag som for et par dage siden,« mener Henrik Qvortrup.

Set i lyset af corona og kampen med at få vaccineret danskerne, kommer kritikken over Israel-rejsen en smule bag på Henrik Qvortrup.
Set i lyset af corona og kampen med at få vaccineret danskerne, kommer kritikken over Israel-rejsen en smule bag på Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Og det kommer en smule bag på Henrik Qvortrup, når man tænker på den store længsel efter vaccinerne.

»Vi har til gode, om rejsen giver bagslag rent vælgermæssigt. Jeg tror nu ikke, hendes kernevælgere er vældig optaget af, om palæstinensere bliver vaccineret eller ej.«

»Men nu er det knap så meget en triumfrejse og 'nu skal mor her nok klare sagerne', og ja – det er nok lidt overraskende,« siger Henrik Qvortrup.