Hele eftermiddagen har 19-årge Zilas Reibe Baadsgaard badet og solet sig ude ved Nordhavn Havnebad i København sammen med to venner.

Han havde dog ikke lige regnet med, at hundredvis af mennesker lå tæt sammen med ham.

»Der var så mange mennesker, at vi ikke engang kunne ligge på badebroen. Der var helt proppet. Vi var kun tre venner af sted, og vi kunne ikke engang finde en plads sammen. Så vi rykkede væk fra badebroen,« fortæller Zilas Reibe Baadsgaard.

Væk fra badebroen var der mere plads. I hvert fald til at starte med.

Zilas Reibe Baadsgaard var forbløffet, over hvor proppet der var ved et havnebad i Købenahavn. Foto: Privat.
Zilas Reibe Baadsgaard var forbløffet, over hvor proppet der var ved et havnebad i Købenahavn. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg synes lidt, vi prøvede at finde et sted, hvor der var mere plads til at kunne ligge ned og stadig holde afstand. I starten var der en meter mellem os og de andre. Men det var der ikke til sidst.«

Ifølge Zilas Reibe Baadsgaard var der så mange mennesker ved Nordhavn Havnebad, at det nærmest er umuligt at sige, hvor mange der var derude.

»Måske der var 500, nok flere, egentlig. Det er svært at vurdere, for der var tætpakket,« siger Zilas Reibe Baadsgaard.

En menneskemængde, der ikke lever op til de corona-retningslinjer, regeringen har bedt danskerne om at følge. Retningslinjerne lyder lige nu på, at vi skal holde mindst én meters afstand til hinanden, have god hygiejne og blive hjemme, hvis vi er syge.

Zilas Reibe Baadsgaard soler sig i Havnebadet. Foto: scanpix.
Zilas Reibe Baadsgaard soler sig i Havnebadet. Foto: scanpix.
Vis mere

»I forhold til corona-retningslinjerne var der slet ikke coronasikkert ved Nordhavn,« siger Zilas Reibe Baadsgaard, der heller ikke så noget politi, i de timer han solede sig ved havnebadet.

Men Københavns Politi oplyser selv til B.T., at de er massivt til stede. På Twitter har de også bedt solslikkende badegæster om at holde afstand og vise hensyn.

Men på trods af politiets opmærksomhed på de mange tætliggende mennesker blev der mandag ikke givet nogen bøder.

»Vi er til stede, og der er rigtig mange mennesker. Vi har fokus på via dialogens vej at få folk til at forstå, at de skal holde afstand og vise hensyn. Det arbejder vi ihærdigt med, og folk er så småt begyndt at sive derfra. Vi har ikke givet nogen bøder i dag. Vi opfordrer folk til at udnytte andre badesteder. Men vi er fortsat massiv til stede ved Nordhavn,«, oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Tommy Laursen.