En tur til Sverige kan give to ugers karantæne, og medarbejdere kan risikere selv at skulle betale gildet.

Har man været på sommerhustur til Sverige i pinsedagene, kan det betyde 14 dages karantæne, når man kommer hjem.

»Er rejsen en del af ens arbejde, vil virksomheden afholde lønnen under karantænen.«

»Har medarbejderen selv valgt at rejse i fritiden, må vedkommende typisk selv betale friheden i de 14 dage,« fortæller Sanne Stadil, som er vicedirektør i Dansk Industri.

Har man mulighed for at arbejde hjemme, kan det ifølge rådgivningschef hos Djøf Mette Knudsen blive en løsning.

Hvis ikke, kan man blive trukket i løn eller skulle bruge ferie.

Udenrigsministeriet fraråder på nuværende tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser.

Det gælder for alle lande på nær Island, Norge og Tyskland, som Udenrigsministeriet fra 15. juni åbner for rejser til.

Rejser man uden for de tre lande – det vil også sige Sverige – bør man stadig gå i karantæne, anbefaler myndighederne.

»Det er vores indtryk, at virksomhederne generelt respekterer nødvendighedskriteriet, så de kun sender medarbejdere af sted, hvis der virkelig er behov for det.«

»Når en medarbejder kommer hjem fra udlandsrejse, uanset om rejsen er på eget eller virksomhedens initiativ, vil mange virksomheder forsøge at etablere en hjemmearbejdsordning i de 14 dages karantæne,« siger Sanne Stadil.

/ritzau/