En ung dreng ligger på alle fire.

Han er omringet af en flok jævnaldrende drenge, der råber ad ham.

Han skal slikke og kysse deres sko, beordrer de. Og han adlyder uden at sige et ord.

»God hund, god hund,« lyder det fra drengen bag kameraet. Han filmer hele episoden, som ender på de sociale medier, så flere tusinder kan tage del i ydmygelsen af offeret.

Og det er langtfra et enestående eksempel.

Tilbage i maj og juni kunne B.T. fortælle, hvordan Instagram lagde platform til deling af utallige volds- og ydmygelsesvideoer af danske børn og unge.

Selv om Facebook – der ejer Instagram – dengang fortalte, at de ville trappe op og blive bedre til hurtigt at fjerne den slags videoer, florerer de altså nu igen.

På knap to uger har to Instagram-profiler fået flere tusinde følgere. Begge profiler opfordrer i deres profiltekst folk til at sende ‘slåskamp-videoer’ ind. Og den ene profil skriver »fuck dem, der anmelder« i sin story.

Det er dog ikke det, man kunne kalde 'klassiske' slåskampe, der bliver postet på profilerne.

I en video bliver en dreng omringet af en gruppe drenge, der slår ham i hovedet, inden en af dem siger, at han skal åbne munden. Og så hører man, at gerningsmanden sender en spytklat af sted mod offeret.

I en anden video bliver en dreng tvunget til at sige sit navn og sige, at han er en luder og et pikfjæs, inden han får en knytnæve i ansigtet.

Det er både etnisk danske drenge og drenge af anden etnisk herkomst end dansk, som volden og ydmygelserne går ud over i videoerne.

Screenshot fra en af videoerne på Instagram.
Screenshot fra en af videoerne på Instagram.
Vis mere

B.T. har kontaktet nogle af de unge mennesker, der følger de voldsforherligende profiler og liker videoerne.

En 15-årig dreng, der gerne vil være anonym, fortæller, at han søgte lidt rundt og fandt profilerne, hvor han nu trofast liker de videoer, der bliver postet.

»Det er jo lidt sjovt at kigge på nogle gange, synes jeg. Når man kigger på det, så får man lidt adrenalin i sig selv. Bare af at kigge på det,« siger drengen, der går i 9. klasse.

I foråret gjorde B.T. flere af folketingspartiernes børneordførere opmærksomme på problemet, og de var lige rystede og enige om, at der skulle gøres noget ved det. Det ser dog ikke ud til at være sket.

B.T. har denne gang vist den sammenklippede video, der ligger øverst her i artiklen, til flere af partiernes retsordførere og bedt dem forholde sig til problemet.

Tip os. Kender du noget til videoerne, eller kender du gerningsmænd eller ofre for overfald, der er blevet filmet, så skriv til os på trin@bt.dk

»Jeg synes, det er voldsomt ubehageligt. Det er frastødende.«

Ordene kommer fra Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, der netop har set videoen, inden B.T. taler med ham.

»Desværre ser vi, at sådan noget opstår som en trend. Og det er helt utroligt, at man tror, man kan tillade sig at gøre det der og synes, at det er fedt,« siger Jeppe Bruus.

Jeppe Bruus (S)
Jeppe Bruus (S) Foto: Emil Helms
Vis mere

Ifølge ham skal der statueres et eksempel over for gerningsmændene:

»Der er behov for at sende et signal – som i Umbrella-sagen – om, at det her er dybt alvorligt. Det skal alle unge forstå,« siger han med henvisning til sagen om deling af krænkende videoer, hvor politiet i 2018 rejste sigtelser mod flere end 1000 unge.

Derudover mener regeringens retsordfører, at Facebook har et ansvar, som de tydeligvis ikke lever op til.

»Derfor sidder vi og kigger på, hvordan vi skal regulere de her platforme. Det handler om at få det her materiale væk, så det ikke bliver delt,« lyder det fra Jeppe Bruus.

Retsordfører fra Enhedslisten Rosa Lund er i første omgang helt stille, da B.T. taler med hende. Hun er chokeret over videoen, hun lige har set.

»Jeg har det faktisk fysisk dårligt.«

»Vold er altid langt ude og skal stoppes, men der er stor forskel på, om man kommer i håndgemæng på et værtshus. Altså, det her er jo lavet til at blive delt på nettet og til at ydmyge. Det er så klamt,« siger Rosa Lund og fortæller, at de hos Enhedslisten vil foreslå, at man opretter en myndighedsindsats, der skal holde styr på, at Facebook fjerner ulovligt og krænkende materiale.

Pernille Vermund, retsordfører og formand for Nye Borgerlige, er ikke enig i, at Facebook skal pålægges et ansvar.

Pernille Vermund
Pernille Vermund Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Gerningsmændene skal findes. De skal idømmes fængselsstraffe, og hvis de er udlændinge, skal de udvises konsekvent uden advarsel. Det handler overhovedet ikke om at censurere de sociale medier. Det handler om at forsvare danskernes ret til at leve i tryghed og frihed i deres eget land.«

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har også set videoen, og han mener, at strafferammen skal udvides for at komme fænomenet til livs.

»Det er rystende og rigtig grimt at se på. Der er ikke tvivl om, at de ydmygelser kan efterlade rigtig slemme ar på sjælen. Vi får det kun stoppet, hvis vi får nogle hårdere straffe i stedet for de meget symbolske straffe, vi har i dag,« siger Peter Skaarup, der dog også mener, at man bør pålægge Facebook et ansvar for at fjerne materialet med udsigt til en høj bødestraf, hvis de ikke gør det.

Retsordfører fra SF Karina Lorentzen fortæller, at hendes parti i foråret fremsatte et beslutningsforslag, der skal pålægge sociale medier et ansvar for at fjerne ulovligt indhold. Og netop nu er en arbejdsgruppe i Folketinget i gang med at se på, hvordan sociale medier kan stilles til ansvar.

Derudover mener hun, at politiet skal have langt flere ressourcer for at kunne komme problemet til livs:

»Det er jo en afskyelig form for vold. Og retshåndhævelsen på nettet er ikke så stærk, og det har vi virkelig brug for at få gjort noget ved, og derfor kæmper vi også i politiforhandlingerne med at styrke NC3 (Rigspolitiets Nationale Cybercrimecenter, red.), som er dem, der kan sporsikre og efterforske på nettet.«

Efter B.T. har gjort Facebook opmærksom på Instagram-profilerne, er de blevet lukket.

Det har ikke været muligt for B.T. at finde frem til hverken gerningsmænd eller ejerne af Instagram-profilerne