I flere dage har der været tavst fra Facebooks danske, nordiske og internationale top. Et enkelt, standardiseret mailsvar er det blevet til.

B.T. har gentagne gange bedt om interview for at få svar på, hvorfor videoer af danske unge, der chikaneres, trues og udsættes for vold, i månedsvis har ligget offentligt tilgængeligt på Instagram, som er ejet af Facebook. Nu er der gennembrud.

Facebooks head of public policy i Benelux og Norden, danske Martin Ruby, svarer på krikken, som flere danske politikere har været med til at løfte.

Hvad er din reaktion på, at videoer, hvor unge trues og får tæsk ligger i månedsvis på jeres platform?

»Jeg er både forarget og bedrøvet. Og jeg kan ikke forstå, at nogle personer kan finde på at gøre sådan noget. Jeg har selv børn i den alder, så det gør mig rasende. At det ligger på vores platform, er ikke tilfredsstillende. Og det er noget, vi arbejder på at bekæmpe. Alene i 1. kvartal i år har Instagram på verdensplan fjernet 1,5 mio. stykker indhold, som ikke var okay,« siger Martin Ruby.

Nogle af de videoer, vi har fremvist, har ligget på jeres platform i månedsvis. Hvad er din kommentar til det?

»Det er tydeligvis ikke godt nok, når det ligger der så længe, som I har vist. Det er et stort fokus hos os at fjerne materiale, hvor folk mobbes, trues eller udsættes for vold. Og vi kommer til at trappe det op det kommende stykke tid.«

Martin Ruby fortæller, at man allerede nu bruger kunstig intelligens til at opspore materiale på Instagram, der ikke skal være der. Samtidig sidder der personer fysisk og gennemtrawler Instagram for at fjerne indhold, der overskrider platformens etiske retningslinjer.

Martin Ruby, head of public policy hos Facebook i Benelux og Norden.
Martin Ruby, head of public policy hos Facebook i Benelux og Norden. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Tidligere har vi været meget afhængige af, at folk anmelder stødende og upassende indhold, men det er en begrænset tilgang. Derfor går vi nu mere aktivt til værks,« siger han.

Flere af de videoer, vi har vist i artikler, har ligget på jeres platform siden starten af året. Hvordan kan det lade sig gøre?

»Det er klokkeklart, at videoer som dem, I har vist eksempler på, skal væk. Og her har vi helt klart ikke været gode nok. Men forhåbentlig, hvis vi snakker sammen igen om 12 måneder, så er vi blevet meget bedre,« siger Martin Ruby og fortæller, at man også har et fokus på materiale på Instagram, hvor specielt unge piger deler selvmordsbreve.

Gennem en længere periode har man også fra Instagrams side haft fokus på at mindske mængden af terrorrelateret indhold på platformen, ligesom man har bekæmpet mængden af porno.

Stillbillede fra en video fra en af de profiler, der delte overfaldsvideoer, inden den mandag blev lukket ned af Instagram.
Stillbillede fra en video fra en af de profiler, der delte overfaldsvideoer, inden den mandag blev lukket ned af Instagram.
Vis mere

»Vi er blevet ret gode til at finde frem til terror og porno, men det er sværere, når det gælder sager, hvor man skal forstå en kontekst - som det typisk gør sig gældende ved mobning eller trusler. Man bliver nødt til at forstå referencen, og der kan også være gråzoner.«

Men har I ikke folk siddende til at se nærmere på det?

»På verdensplan havde vi tidligere 10.000 personer ansat til at kigge indhold igennem. Nu har vi opgraderet til 30.000 verden over.«

Hvor mange af dem taler dansk?

»Det ved jeg faktisk ikke. Men vi har dansktalende siddende på kontorer i eksempelvis Berlin og Barcelona.«

Hvad er dine tanker om, at jeres platform bliver brugt til at dele vold og trusler blandt danske unge?

»Der er nogle dårlige kulturer derude, når sådan noget bliver delt. Og det er for dårligt, vi ikke selv har set det. Derfor er det godt, når I eksempelvis gør os opmærksom på det.«

I forbindelse med vores artikler om det her emne har flere politikere udtrykt ønske om at sætte specifikke regler op for jer. Blandt andet vil SF have, at anmeldt krænkende indhold kan blive fjernet inden for 24 timer, som det er tilfældet i Tyskland. Hvad er din kommentar til det?

»Vi har ikke noget imod rammer fra politisk side. Men for os at se vil det give mest mening, hvis det sker internationalt og ikke nationalt.«

»Det er for eksempel svært for os at lægge et snit, når det kommer til hadfulde ytringer. I Rusland har man en slags opfattelse af det, i afrikanske lande en anden og en tredje herhjemme i Danmark.«