»Vi skynder os alt, hvad vi kan.«

Disse ord vil du blive mødt med, hvis du befinder dig i Nordjylland og går ind på Wolt-appen lørdag eftermiddag.

Tidligere på dagen var der sågar lukket for bestillinger, da køen af ordrer var for stor til, at der var plads til flere.

»Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at de seneste dages vejr har sat sig i bestillingsflowet for de fleste virksomheder, der har med levering at gøre,« siger Mikkel Tofte, der er kommunikationschef ved Wolt.

»Det paradoksale er jo, at snestormen giver svære vilkår at levere i. Men samtidig har det også fået endnu flere til at benytte tjenesten. Så indtil videre kan vi sige, at det har været nogle af de travleste dage overhovedet det her år.«

Onsdag ramte en snestorm Aalborg. Sneen føg ned fra himlen, biler sad fast på spejlblanke veje, cykler væltede rundt i horder af nyfalden sne og fodgængere snublede fra det ene læsted til det andet.

Siden da har dyngerne af sne fortsat gjort det svært at bevæge sig rundt i byen.

Og det holder tydeligvis mange aalborgensere fra selv at tage ned at handle.

»Den unikke kombination af vildt vejr og mange bestillinger er en kobling, der til enhver tid vil sætte os under pres. Og det er ikke lige nødvendigvis der, du får en kurerpartner, der ligger derhjemme og hygger sig, til at hoppe i cykeltøjet. Men det må vi jo justere, og vi forsøger hele tiden at optimere det,« melder kommunikationschefen.

Senest har Wolt også åbnet Wolt Market i Aalborg. En service, hvor man kan bestille madvarer online, hvorefter et Woltbud leverer varerne til dig, ligesom de gør med takeaway.

»Wolt Market giver ekstra mange bestillinger lige nu, og kurererne får jo lige pludselig flere opgaver, de skal rumme,« siger Mikkel Tofte.

Derfor begynder mad-appen også at se sig omkring efter flere nordjyder, der kan se sig selv som kurer for firmaet.

- Men lige nu ser det ud til, at der godt kunne komme mere sne i Aalborg den kommende tid. Har I gjort jer nogle tanker om, hvad I kan gøre op til, at der eventuelt kommer mere sne?

»Det vi kan gøre er som nævnt at tilknytte flere kurerpartnere. Og vi kigger også på at lægge en ekstra procentsats oveni som betaling til kurerpartnere for deres arbejde, hvis de arbejder en weekend eller på andre tidspunkter, vi er under pres, som for eksempel ved denne snestorm.«

- Er det overhovedet forsvarligt at sende kurere ud at arbejde i sådan et vejr? Man kan jo komme slemt til skade.

»Ja, det mener jeg egentlig, det er. Det er jo op til kurerpartnerne selv at vurdere det. Vi har ikke ret til at bestemme, om en person skal trække i arbejdstøjet eller ej,« siger han og sætter ord på, hvordan det så vil se ud, hvis ingen kurer vil bevæge sig ud i et vejr som det, vi har set denne uge.

»Så er vi jo bare groft sagt nødt til at lukke butikken, indtil det er forsvarligt at åbne igen.«

Meldingen om det nuværende pres, aalborgenserne oplever på appen lørdag eftermiddag, siger Mikkel Tofte forventes at blive normaliseret hen over eftermiddagen.

Han beklager derudover de forsinkelser, folk måtte støde på.